Motivation og lyst skaber spændende tiltag på Stevns

Kim Matzen har gennem tiden afviklet flere tangoevents

Med en opvækst i Sønderjylland og en flytning til København, havde Kim Matzen ikke forudset, at han skulle købe hus på Stevns. Men et restaureringsprojekt af et hus i Tommestrup, viste sig at blive langt mere end blot en investering. Kim har nemlig forelsket sig i området, og alt hvad det tilbyder. I dag er Kim derfor drevet af at bidrage med kulturelle oplevelser til Stevns. 

Kim Matzen voksede op på en gård i Sønderjylland, uddannede sig som elektriker og senere hen uddanner han sig som bassist ved musikkonservatoriet. Den erhvervsmæssige baggrund favner bredt, men har alt sammen en forbindelse til kunst og kultur. Kim har blandt andet arbejdet mange år som lydtekniker, haft sit eget lydstudie og som projektleder på forskellige store events, konferencer og festivaler.

– Efter at have arbejdet med lyd og som projektleder i en del år, så endte jeg med at danse argentinsk tango. Jeg har lavet en danseskole, hvor jeg underviser i argentinsk tango, fortæller en smilende Kim.

Men Kims tilhørsforhold til Stevns, begyndte først, da han for syv år siden købte og forelskede sig i et kridtstenshus i Tommestrup.

– For cirka syv år siden købte jeg et lille kridtstenshus i Tommestrup. Det var egentlig meningen, at det blot skulle være et restaureringsprojekt, der blot skulle sælges igen. Men jeg blev simpelthen så glad for at være hernede, og selvom jeg synes, at jeg er sådan en rolig og afbalanceret person, så sank skulderne bare 1,5 centimeter, hver gang jeg kom herned. Og jeg tænkte, det vil jeg aldrig af med. Det kan jeg simpelthen ikke, forklarer Kim og fortsætter.

– Jeg er gået all-in på hele ideen om kridtsten, og synes, at det er sådan et fascinerende materiale. Jeg er stadig i gang med at renovere huset, men jeg gør alt, hvad jeg kan, for at få kridtstenene frem. Så alle ydervægge og indervægge der står kridtstenene helt rå. Så det er en ret speciel oplevelse.

Kulturdrømme for Stevns 

Da Kim købte huset i Tommestrup, opdagede han også, hvordan han kunne bidrage med kultur og oplevelser på Stevns. Hans hoved kredser derfor om rigtig mange ideer, og det er kun få af dem, som han allerede har sat i gang. Kim ser et kæmpe potentiale af kultur- og oplevelsesmuligheder af høj kvalitet for Stevns, og for ham handler det ikke kun om hans egne ideer.

– Det handler ikke kun om at få solen til at skinne på os, og de her arrangementer, men om at få tændt den lampe, som lyser på hele Stevns. Hvis der er noget, der er fedt, så er det folks motivation for at samarbejde her på Stevns, forklarer en smilende Kim, og fortsætter.

– Det første event jeg har lavet, er jo sammen med Hotel Klinten. Det hedder Dans & Gourmet, og går virkelig godt. Nu er der selvfølgelig lige et Corona benspænd, som gør at vi nok må flytte lidt rundt på det. Men fra at være noget, vi skulle afprøve, og hvis det lykkedes, så var det helt vildt godt – til at være udsolgt på virkelig kort tid, var virkelig fedt.

Kerneessensen for de tiltag som Kim arbejder med, er at tiltrække folk udefra og vise dem, hvad Stevns kan tilbyde. Men samtidig er det vigtigt for Kim, at tiltagene også appellerer til de lokale. Og netop de lokale har allerede vist en overvældende opbakning.

– Jeg fortalte om arrangementet Dans & Gourmet til mit tangohold, og de reagerede med, at det hurtigt ville blive udsolgt, når nu der kun var plads til 12 par. Da jeg kom hjem, lå de første tilmeldinger der allerede. Og det er fra folk som bor lokalt. Det er virkelig fedt!

Et vildt eventyr med helt nye højder 

For Kim handler det ikke blot om kultur. Kultur er oplevelser, og med den person som han er, så vil han gerne hæve tingene til et højt niveau. Kim beskriver, at det er afgørende for ham, at der skabes et sammenspil mellem alle elementer i et arrangement. Det handler derfor ikke kun om kunstnerisk kvalitet, men i lige så høj grad om afviklingen. Fællesnævneren er, som Kim beskriver det, at alt skal helt op på øverste hylde.

Eventafvikling

I sin afklaring omkring kulturtilbud på Stevns, og hvordan disse kan realiseres, får Kim hjælp fra Seniorerhvervskonsulent i Turisme Johan Bache.

– Jeg har kontakt med Johan, og det har været overraskende godt. Han kom simpelthen med så mange brugbare inputs i løbet af ingen tid. Så jeg blev virkelig opløftet af det. Johan kom jo også med en masse viden og erfaring, som jeg ikke har. Så mange af mine mavefornemmelser, gjorde han meget mere konkrete. Han gav mig også en tro på, at jeg kan lykkes med det, som jeg gerne vil.

For nuværende beskriver Kim sin organisation, som verdens mindste. Den består nemlig kun af ham selv. Derfor støtter Kim sig op af sit netværk, som i høj grad udgøres af kreative ildsjæle, der kan skubbe hans ideer i anderledes og spændende retninger. Samtidig brænder Kim for at samarbejde med andre, og ser det kun som en fordel.

– Der hvor jeg kan komme med noget, og en anden kommer med noget – det er der vi får løftet det til noget, som ingen kan gøre selv, afslutter Kim smilende.

Læs mere om fremtidige events her