-Hvis det var en ren blomsterbutik, så var det nok ikke så spændende at komme her, vi har flere heste at spille på, smiler Nina Louise Tjønn, der ejer Blomsterpigen i St. Heddinge. Interessen for at glæde sine medmennesker, se noget gro og skabe liv, driver lysten hos Nina. Sammen med sine ansatte Kitt og Maria sælger hun meget andet end blomster. Et spændende koncept med sjæl og omtanke.

Klokken er ni om morgenen og Nina Louise Tjønns arbejdsdag startede for et par timer siden. Butikken er ved at blive gjort klar til en ny dag, og klassiske toner spreder sig i den hyggelige butik. Blomster præger den ene del af butikken, og møbler, inventar og tøj er placeret i den anden. Siden Nina overtog butikken for snart syv år siden, er der sket udvidelser. For et par år siden holdt de ’hul-i-væggen-fest’, da muren til nabobutikken blev slået ned. Gårdhaven, hvor kunderne kan finde inspiration til planter og udendørshygge, har eksisteret i fem år.

– Min interesse for blomster kommer af at se noget, der vokser, tænker jeg. Naturen er et fantastisk sted at opholde sig, og så er det noget, jeg har fået ind med modermælken, det med jord og vækst. Alle i min nærmeste familie har haft prydhaver, så haver har givet mig masser af indtryk og inspiration, siger Nina.

Nina kommer fra Norge og samme sted mødte hun for 12 år siden sin mand, som oprindeligt er fra Vejle. Da han fik tilbudt job på Stevns af en familie relation, slog de sig ned i Magleby, hvor de har boet de sidste 10 år. Kort tid efter startede en blomstrende tid for Nina. Til august er det syv år siden, at Nina overtog butikken efter sin chef igennem halvandet år, som gik på pension.

Kunden og menneskelige værdier er i fokus
Nina er uddannet frisør, men efter 10 år fik hun problemer med sin ene skulder og måtte lægge saksen på hylden. Sidenhen har hun uddannet sig inden for landbrug og som blomsterdekoratør. Sidstnævnte uddannelse har været til stor glæde for mange trofaste kunder, der kommer både fra Stevns, Næstved, Haslev, Køge og Roskilde for at besøge den hyggelige butik. Nina har haft et mål om at nå ud over Stevns grænser. Dog vil hun aldrig glemme, da hendes tidligere chef sagde, at kunderne på Stevns er super trofaste, og det må Nina give hende ret i.

– Det er lige meget, hvem der kommer, om de køber for hundrede kroner, eller det er et kæmpe projekt, det er sådan set lige meget for os, for kunden skal føle, at oplevelsen ved at handle hos os er personlig. Det gælder både betjeningen, og det de får med sig, det er meget vigtigt. Vi går op i vores arbejde og elsker at have med mennesker at gøre, siger Nina.

Ind i mellem må Nina handle med leverandører uden for Danmarks grænser og i de tilfælde, er det meget vigtigt for hende, at hun kan tilbyde sine kunder blomster, som hun kan stå inde for.

-Jeg handler kun med leverandører, hvor jeg kan spore varen tilbage, så jeg ved, at alt ved denne blomst er 100 procent ok fra A-Å. Det gælder også de mennesker, der har stået med blomsterne. Jeg skal vide, at planten er drevet pænt frem uden sprøjtegifte, og at mennesket bag er blevet behandlet godt. Hvis det ikke er til stede, så kommer varerene ikke ind i min butik. Der er så meget dårlig behandling af mennesker og urimelige forhold i verden, og det vil jeg ikke støtte, siger Nina.

Hos Blomsterpigen har de allerede i maj været godt besøgt af turister fra Holland, Tyskland, Sverige, Norge og et par stykker fra New Zealand. Ifølge Nina er turisterne dukket op tidligere i år end sidste år. Hun spørger altid, om de er turister eller gæster, for som hun siger, så er der selvfølgelig nogle, der har venner og familie, men utrolig mange kommer for at se Verdensarven. Hos Blomsterpigen kan de mærke en forskel i antallet af turister i forhold til sidste sommer, og det er lige fra cykelturister, autocampere og til dem, der flyver til Danmark. Så da vi kun er i starten af juni, kan det gå hen og blive en meget velbesøgt sommer for pigerne i Algade nr. 24.

Arbejdsglæde
Nina kommer fra en familie, hvor både far, bror og søster driver selvstændig virksomhed – hendes far og bror som arkitekter og hendes søster som kunstner.

-Jeg har altid vidst, at jeg skulle lave noget for mig selv. Hvis jeg skal arbejde meget, kan det lige så vel være for mig selv, og noget jeg brænder for, end for andre. Jeg ved aldrig, hvad dagen bringer. Når jeg åbner butikken om morgenen, åbner jeg samtidig op for en dag med uforudsigelige opgaver. I min branche nytter det ikke at tøve, der går man til en opgave, som den kommer uanset hvad. Kærligheden til det, man laver, samt stædighed og vilje skal være til stede, for det er 24-7, siger Nina.

Nina har gjort sine erfaringer, og gennem årerne har hun lært at få struktur på sin arbejdsdag og derved kunne føre en succesfuld forretning. Ifølge Nina er det ’learning by doing’, hvilket er vigtigt, når man som hende hele tiden er i gang,

-Jeg har to brudebuketter, som skal være klar til på lørdag, så jeg sad i går aftes og bestilte blomster fra leverandøren, som skal gøre disse brudebuketter unikke og perfekte til dagen. Jeg glæder mig meget til at gå i gang med at binde dem, siger Nina smilende.

Nina er blevet tilbudt at undervise i blomsterbinding, så måske bliver det hendes næste tiltag. Der bliver hele tiden tænkt i nye baner hos Blomsterpigen, hvilket også gør butikken og kvinden bag til noget unikt.

Find Blomsterpigen på Facebook