Michael og Nicklas Askø arbejder målrettet med at bringe deres virksomhed, Stantek Smede- & Maskinværksted, foran i branchen. Det har de seneste år betydet massive investeringer, men tiltagene bliver allerede nu afspejlet i en stigende omsætning.

”Hvis Stantek ikke kan lave det, kan det ikke laves”, lyder et rygte om det 36 år gamle smede og maskinværksted i Store Heddinge. Når man hører om alle de forskelligartede opgaver, som virksomheden har løst gennem tidens løb, forstår man hvorfor. Det spænder lige fra udstyr til Airbusfly, til snedkerimaskiner, til kunstværker og til renovering af skodder på Eremitageslottet.

Smede- og maskinværkstedet blev grundlagt af Aage Jensen i 1980. Aage og hans søn Michal Askø, som har været med i firmaet siden 1981, fik hurtigt en fod inden for i branchen, da de fik en opgave for DSB om at udvikle et værktøj til at tage bremsecylindre ud med. Siden er virksomheden bare vokset og vokset, og den lille garage, hvor værkstedet startede, er blevet udvidet af hele tre omgange.

Michael Askø overtog i 2013 den sidste del af virksomheden efter sin far, og i dag driver han den sammen med en lærling og sønnen Nicklas Askø, som på sigt skal overtage virksomheden. Han er ikke i tvivl om, at de får en del af deres kunder, fordi de netop er i stand til at løse mange forskellige udfordringer.

– Mange står med et eller andet problem, og de ved ikke, hvordan de skal løse det, og der er vi mange gange den hjælpende hånd, og det lykkes som regel af finde en løsning på deres problem, fortæller Michael, som har kunder i hele Danmark – fra Guldborgssund i syd til Skagen i nord.

Når han fortæller om de mange opgaver, Stantek har lavet gennem tidens løb, lyser det ud af ham, at arbejdet ikke kun er familiens levebrød – det er en livslang passion, og især de gamle smedteknikker står Michaels hjerte nær. Derfor får han jævnligt henvendelser om renovering af bevaringsværdige genstande f.eks. vejrhanen på Store Heddinge Kirke og dåbskanden i Magleby Kirke.

Certificering giver ekstra arbejde

stantek-svendestykkeIgennem årene har virksomheden fået mere traditionelt smede- og konstruktionsarbejde f.eks. til bygge- og anlægsbranchen, og i dag udgør det ca. halvdelen af virksomhedens opgaver. Fra 2014 blev det et lovkrav, at alle konstruktioner som er ”bærende, blivende eller vigtige” inden for byggeri og anlæg skal være CE-mærkede, som er en form for kvalitets- og sikkerhedsstempel for konstruktionen.

– Vi var med fra start, da lovgivningen om CE-mærkning trådte i kraft 1/7 2014, og det har vi jo virkelig kunne mærke effekten af, selvom vi også har brugt rigtig mange penge på det, fortæller Nicklas, som fortæller, at de efterhånden har brugt omkring 200.000 kr. på certificeringer.

Certificeringen har allerede givet Stantek mange ekstra opgaver, for det giver dem en klar konkurrencefordel i forhold til dem i branchen, som endnu ikke er certificerede. Derfor har Michael og Nicklas også en klar strategi om at skulle bruge certificeringen mere i deres markedsføring.

– Der er mange, som ikke er klar over den lovgivning, som er lavet, og det er jo vores vigtigste opgave at få oplyst om reglerne, for ellers kan man i teorien risikere, at det man laver, skal rives ned, fortæller Michael.

Et hestehoved foran

Stantek har i hele virksomhedens levetid oplevet en stabil og solid omsætning, men de sidste år er omsætningen steget støt, og i år tegner den til at blive fordoblet. Det skyldes én klar strategi:

– Vi skal hele tiden avancere og være et hestehoved foran de andre i branchen, forklarer Michael om baggrunden for de seneste års succes. For branchen udvikler sig hele tiden – mere og mere arbejde bliver computerstyret f.eks. virksomhedens kantpresser. Det kræver nogle ekstra færdigheder bl.a. i forhold til at tegne i 3D-programmer, men her supplerer Nicklas fint sin far ved at bringe sine kompetencer og interesse for moderne teknologi ind i firmaet:

– Nu er jeg en lidt anden generation, og dels bliver vi introduceret for at tegne på skolen, og så interesserer jeg mig også for det i min fritid, og det gør, at jeg har brugt enormt meget tid på at lære programmerne, fortæller Nicklas, som derfor kan tilbyde Stanteks kunder at få vist deres opgaver i 3D.

Også på det administrative område er Stantek for nyligt gået over til at klare bogføring og ordrestyring via computeren.

– Det gør det lettere at huske sine aftaler, timer og materialeforbrug, men også hele dokumentationsdelen bliver lettere digitalt, så det sparer også noget tid, forklarer Nicklas.

Bedre rustet til at drive virksomheden frem

De seneste års mange nye tiltag i form af CE-mærkning og omlægning til digital administration har krævet en del investeringer, men Michael og Nicklas er enige om at investere i de idéer, som bringer virksomheden foran:

– En gang imellem tænker man, nu går det lige stærkt nok, og pengene fosser ud af kassen, fordi vi hele tiden skal avancere, men når man i kølvandet hele tiden kan se, at det skaber resultater, så gør det ikke noget, så er det fint at forsætte i den linje, forklarer Michael.

I november 2015 deltog både Michael og Nicklas i Stevns Erhvervsråds vækstforløb, RaketVækst og det bekræftede dem i, at de var på rette spor med virksomheden. Samtidig fik det dem til at stoppe op og tænke grundigt over virksomhedens mål.

– Det har vi virkelig været glade for. Det var lidt en barriere at kaste nogle penge efter RaketVækst, men jeg tror på, at vi er blevet bedre rustet til at drive vores virksomhed frem i verden. Jeg vil helt klar anbefale det til andre, fortæller Nicklas.

Et af de første mål, Michael og Nicklas satte på vækstforløbet, var at få en ny hjemmeside. Det har længe været et ønske – især hos Nicklas –  at få gjort mere ud af Stanteks markedsføring. Et af de første ting han gjorde, da han kom ind i firmaet var at opsige virksomhedens annoncer i telefonbøger og gå i gang med at programmere en hjemmeside, som inden længe bliver skiftet ud med en ny.

Et andet mål, som blev sat på Raketvækst var at lave bedre adgangsveje til virksomheden, men det mål er for nyligt blevet skiftet ud af et nyt – i stedet for at sikre bedre adgangsveje flytter virksomheden inden for det næste år til en ny 1000 m2 stor hal på Højerupvej, for virksomheden kan ikke udvides mere på den nuværende adresse. Med den fart, som virksomheden har på, er der ingen tvivl om, at alle 1000 m2 kvadratmeter nok skal komme i brug.

– På sigt er det mit håb, at vi får i hvert fald 1-2 mand mere, så vi er i stand til at håndtere nogle af de store opgaver, vi får, for målet er helt klart at komme med på nogle af de store udbud med stålkonstruktioner til nogle af de store ting, som kommer i gang – vi har sygehuset og jernbanen til Ringsted, og vi har masser af den slags, som vi godt kan håndtere. Det er målet, slutter Michael.

Du kan læse mere om Stantek Smede- & Maskinværksted på http://stantek.dk/ og følge med på Stanteks Facebookside på https://www.facebook.com/smed.stantek/?fref=ts