Kompetenceløft for lokale virksomheder

Kompetenceudvikling for virksomheder i Stevns, Sorø og Faxe , deltagerne havde efter mødet mulighed for at stille DTUs konsulenter spørgsmål om ansøgningsproceduren

Det var en god blanding håndværkere fra lokale virksomheder, som var samlet en helt almindelig fredag morgen i Haslev. Medlemmer af erhvervsrådene i Stevns, Sorø og Faxe var samlet til et informationsmøde om projektet ”Kom-Løft-Sjælland” i lokalerne til Business Faxe i Haslev

”Kom-Løft-Sjælland” er et projekt, der skal løfte kompetencerne hos små og mellemstore virksomheder. Kompetencerne skal løftes med eksempelvis procesoptimering, nye forretningsmodeller, strategi og produktudvikling. Det kan også være optimering af arbejdsgange, markedsudvikling og identificering af nye markeder. Modsat andre projekter af lignende karakter, er det ikke virksomhederne, der skal komme til DTU, men DTU der skal komme til virksomhederne. Derfor er fire konsulenter og en projektleder troppet op denne morgen i Haslev for at vejlede og informere om virksomhedernes muligheder.

Løsninger på problemerne

En af deltagerne er Morten Ingemann Nielsen fra Lej Min i Klippinge på Stevns. Han har tidligere været med i Stevns Erhvervsråds Raketvækst arrangementer og har følt, han har fået gode erfaringer og resultater ud af dette. Til dagligt går han med udfordringer i sin maskinudlejningsvirksomhed. Han føler, han bruger al sin energi og meget af sin indtjening på materieludbedring og reparationer, simpelthen fordi kunder ikke behandler tingene ordentligt. Derfor håber han, at DTU kan hjælpe ham frem til løsninger med dette projekt.

”Jeg kunne godt tænke mig, at folk behandler de ting som er lejet hos mig, som om det var deres eget. Hvorfor skal man behandle tingene anderledes og dårligere, bare fordi man ikke selv ejer det?”, spørger Morten Ingemann Nielsen retorisk. Han henviser til, at hans materiel både bliver håndteret af kunder, vognmænd og medarbejdere.

”Når jeg får en lift tilbage, ønsker jeg ikke at bruge masse omkostninger og miljøomkostninger på at gøre tingene rene og reparere på dem.”

Der er flere ting, Morten Ingemann Nielsen ønsker af et eventuelt forløb: ” Jeg kunne også godt tænke mig at få en løsning på, hvordan man informere om betjening af for eksempel den lejede lift; At man måske havde en kode, man kunne skanne, så man kunne få info både om hvordan man betjener materiellet, og hvordan man behandler og rengøre materiellet.”

Om der skal sidde en IPad på materiellet, eller om der skal være overvågning på den, er han ikke helt klar over. Personligt er han ikke helt tilhænger af overvågning. Men det er også ting, som DTU tager med i overvejelserne.

Lotte Blaabjerg Dahl, projektleder, DTU og Morten Ingenmann Nielsen snakker mulighederne for kompetenceløft igennem efter mødet.
Lotte Blaabjerg Dahl, projektleder, DTU og Morten Ingenmann Nielsen snakker mulighederne for kompetenceløft igennem efter mødet.

Det kan et kompetenceløft hjælpe dig med

”Det vi kan, er at se på udfordringen innovativt, vi kan nudge og vi kan se på, at der findes flere udlejningsfirmaer, der alle har samme udfordring. Kan man finde en samlet løsning kommer vi virkeligt langt,” siger Lotte Blaabjerg Dahl, projektleder, DTU ”….. der er flere udlejningsvirksomheder på hele Sjælland. Hvis vi kan slå dem sammen og stå stærke, og vi kan give dem nogle værktøjer. Det kunne være et superspændende projekt.”

Det er ikke bare virksomheder som Lej Min fra Klippinge DTU kan hjælpe. Det er alle slags.

”Vi er så stærkt funderet ud fra stærkstrømsingeniører i vores lyn-laboratorium, sundhedsteknologi, produktion i fødevareindustri til software ingeniører. Vi er også indenfor infrastruktur og veje. Så vi har en hel del kompetencer vi kan dele med de lokale virksomheder,” fortæller Lotte Blaabjerg Dahl om de kompetencer DTU stiller til rådighed via forløbet.

Lotte Blaabjerg Dahl ser frem til at besætte alle åbne ansøgninger, så hun kan dele sin viden og få del i virksomhedernes erfaringer.

Målet med dagens møde

For DTU er det målet for dagens møde, at få forklaret virksomhederne hvad der rent faktisk kommer ud af et forløb på DTU. Det er vigtigt at sørge for en vis forventningsafstemning, så virksomhederne ikke bliver skuffede.

Torben Hede, konsulent fra DTU, fortæller på dagens informationsmøde:
”Det er vigtigt at vi har en god dialog med virksomhederne om deres ønsker, og de mulige løsninger vi ser efter endt forløb.”

Torben Hede forklarer, at DTU kan tilbyde virksomhederne viden og vejledning, for at komme frem til nye løsninger, der for alvor kan medvirke til kompetenceudvikling, herunder også løsninger, som virksomhederne ikke selv havde forestillet sig var mulige.

Til informationsmødet i Haslev, var der otte virksomheder fra Stevns Erhvervsråd, tre fra Sorø Erhvervsråd og to fra Business Faxe. Jesper Yde Knudsen, erhvervskonsulent i Stevns Erhvervsråd forventer, at der kommer ansøgninger fra de fleste deltagere.

”Jeg forventer at størstedelen af mine deltagere fra Stevns sender en ansøgning ind. Det er også min forventning og håb at alle ansøgere får bevilget et forløb,” siger Jesper Yde Knudsen fra Stevns erhvervsråd. Niklas Pandell fra Sorø Erhverv og Kenneth Gyde Poulsen fra Business Faxe forventer det samme.

Ansøgningsfristen er 1. august 2021 og DTU forventer ca. 14 dages behandlingstid før ansøgere får svar om de har fået bevilget deres kompetenceløft-kursus.

Jesper Yde Knudsen tilføjer, at det er muligt for alle virksomheder under 250 ansatte at søge og har du interesse eller spørgsmål, er du velkommen til at kontakte dit lokale erhvervsråd for info og vejledning til ansøgning.

Fakta ”Kom-løft-Sjælland”:

  • Projektet løber fra 2020-2022 og er finansieret af Den Europæiske Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmestyrelse.
  • Projektet henvender sig til små og store virksomheder (SMV’er) under 250 ansatte.
  • Projektet er gratis, men har en værdi af op imod 60.000 kr.
  • Det er muligt for en virksomhed at deltage med mere end ét forløb.