De nominerede til årets erhvervspriser i Stevns Kommune

Sidste år, gik prisen som Årets Virksomhed til Kathrine Handrisken og Jonas Skaaning, som ejer Rødvig Kro & Badehotel.

Stevns Erhvervsråd og Stevns Kommune uddeler i samarbejde årets erhvervspriser onsdag d. 24. marts ved Erhvervstræf ’21. Der skal findes en vinder i kategorierne Årets Iværksætter, Årets Virksomhed og Årets CSR-pris. Læs med og mød de nominerede nederst i artiklen.

”De nominerede til årets priser er fundet blandt mange spændende indstillinger og jeg er stolt over, at vi i Stevns Kommune har så mange dygtige og innovative virksomheder og iværksættere, der tror på deres produkt og arbejder målrettet mod at blive de bedste inden for deres felt. Det er noget, der er med til at sætte Stevns på landkortet,” siger erhvervschef Thomas Christensen.

Stevns Erhvervsråds bestyrelse afgør vinderne af Årets Iværksætter, Årets Virksomhed og Årets CSR-pris blandt de tre nominerede i hver kategori. Alle har haft mulighed for at indstille virksomheder til Årets Iværksætter og Årets Virksomhed og ud fra disse, har bestyrelsen valgt de nominerede, mens det er Stevns Kommune, der vælger de nominerede til Årets CSR-pris.

”Målet med at uddele priserne er at fejre de gode resultater og hylde de virksomheder og organisationer, der viser fremdrift, visioner og mod ud over det sædvanlige. I vores valg af nominerede til årets CSR-pris, har vi lagt stor vægt på modet til at rumme mennesker med særlige udfordringer, og vi glæder os over de visioner virksomhederne har,” udtaler udvalgsformand Mikkel Lundemann Rasmussen.

”I samarbejde med Stevns Kommune glæder vi os til at fejre de virksomheder og organisationer, der er indstillet inden for alle tre kategorier. Konkurrencen om at blive vinderen har været hård og det har ikke været let for bestyrelsen at træffe en beslutning”, siger erhvervschef, Thomas Christensen.

Du kan følge med online, når vi udråber vinderen d. 24. marts kl. 17.00-18.30 på årets Erhvervstræf. Arrangementet er gratis, du skal bare booke din billet her.

Årets iværksætter:

  1. Scandinavian Cello School, 2018

Scandinavian Cello School er stiftet af Jacob Shaw, internationalt anerkendt cellist på absolut topniveau. Organisationen drives som en forening og har til formål at tilbyde træning og udvikling til unge talenter indenfor kammermusik. Virksomheden udvikler sig stadig og skaber internationalt opmærksomhed for Stevns samtidig med, at de holder fast i den lokale forankring.

  1. DRYK Aps, 2020

DRYK har udviklet opskrifter og produktionsmetoder på seks typer plantedrik. Produktion af DRYK-produkterne startede februar 2020, og siden første måned med salg har der været månedlige vækstrater på 20-40 %. Produktet er i høj klasse og sortimentet er bredt inden for plantebaserede drikke. DRYK vækker opmærksomhed på et kraftigt globalt vækstmarked.

  1. Solartag Aps, 2019

Solartag har designet og udviklet en tagflade med integrerede solceller og optaget patent på et beslag til hurtig og sikker montering. Når kunderne bestiller en løsning, følger kabelføring og inverter med, og der er mulighed for at tilkøbe husstandsbatteri. Solartag leverer et flot, gennemarbejdet produkt med stort potentiale og byder ind på bæredygtig lokal energi.

Årets virksomhed:

  1. Horisonten S/I

Horisonten S/I er en selvejende institution med botilbud til unge med særlige behov, godkendt til 39 unge i botilbud. Brugere af botilbuddet er visiteret af omkringliggende kommuner. Horisonten indgår særdeles aktivt i samarbejde med lokale foreninger og virksomheder, hvor praktiksamarbejde og beskyttet beskæftigelse gavner virksomhederne i samarbejdet. Horisonten er nu ved at udvide med hotel og restaurant i Store Heddinge baseret som socialøkonomisk virksomhed.

  1. BN-Plast Teknik Aps

BN-Plast Teknik Aps er beliggende i Hårlev og fremstiller plastkomponenter til industrikunder. Komponenterne indgår eksempelvis i produktions- og industrivirksomheders maskiner og transportlinjer. Siden 2014 har virksomheden udviklet sig støt med 20-30 % årlig vækst, tilgang af medarbejdere og udbygning af maskinparken.

Virksomheden har lige modtaget DI’s regionale initiativpris.

  1. Jan Nielsen A/S

Jan Nielsen A/S er Stevns Kommunes største entreprenørvirksomhed og kan i højsæsonen beskæftige op mod 80 mand. Belægningsarbejde, kloakarbejde, fundering, støbning og lignende er den type opgaver, virksomheden har flest af. Jan driver dygtigt en af kommunes største private arbejdspladser, og er en stærk samarbejdspartner for Stevns Kommune.

Årets CSR-pris:

  1. MENY Store Heddinge

MENY i Store Heddinge har efter et afklarende praktikforløb i 2020 ansat en borger i lønnede timer, og forventer på sigt at ansætte hende i fleksjob, såfremt hun tilkendes dette. Virksomheden har over tid hjulpet en række Stevnsborgere til at blive afklaret hhv. klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, og har også for nylig ansat én anden borger i fleksjob.

  1. Højager Belysning

Højager Belysning har ved flere lejligheder stillet op til afklarings forløb for borgere med store udfordringer. Det er i alle tilfælde borgere, der har haft brug for en rolig og tryg genindtræden på en arbejdsplads, hvor det er accepteret at sige hvad man er udfordret på og har brug for hjælp til.

  1. Klippingegård ved William Perch-Nielsen

William ejer Klippingegård hvor der dyrkes grøntsager, der sælges i deres gårdbutik, til restauranter og i samarbejde med øvrige producenter på Stevns i Torvehallerne i København. William har af flere omgange i samarbejde med Stevns Kommune etableret praktikforløb for borgere med psykiske udfordringer. I de konkrete forløb er der behov for meget tålmodighed og engagement for at opgaven lykkes. Klippingegård har særlig gjort en stor indsats for to borgere som har været i praktik i 2020.