Monica Lykke Holst fra modetøjsbutikken Cloud Nine i Store Heddinge blev onsdag aften kåret som Årets Iværksætter 2016 på Stevns Erhvervsråds generalforsamling.

Selvom det ikke er mere end to et halvt år siden, at Monica Lykke Holst slog dørene op til butikken Cloud Nine på Algade i Store Heddinge, er hun blevet en markant skikkelse i byens i detailhandel, hvor hun er meget engageret i at skabe lokal udvikling. Det var en af de ting, hun onsdag aften blev hædret for, da hun blev kåret som Årets Iværksætter 2016 af Stevns Erhvervsråd.

”Det er et kæmpe aktiv at have en ildsjæl som Monica i Store Heddinge. Med sin butik Cloud Nine skaber hun ikke kun vækst, hun bidrager også til at give byens handlende et større vareudbud og skaber liv. Hun tror på, at Store Heddinge har potentiale som handelsby og er stærkt engageret i arbejdet med at udvikle byen,” fortæller formand for Stevns Erhvervsråd, Finn Rasmussen.

Cloud Nine er et udtryk, der bruges om en følelse af noget rart, dejligt og glædeligt. Det er netop den følelse, Monica prøver at give til sine kunder, når de besøger butikken for at købe modetøj, sko og smykker, eller når de får rettet deres tøj til i den tilhørende systue. Derfor har butikken mange faste kunder, som kommer forbi for at se det store udvalg af kendte modemærker, drikke en kop kaffe og få en snak med Monica, som ligger stor vægt på de nære, personlige kunderelationer.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at detailhandlen i provinsbyer som Store Heddinge er udfordret, men Monica viser med Cloud Nine, at det sagtens kan lade sig gøre at etablere en sund og veldrevet forretning i byen. Hun er en inspiration for andre i detailhandlen, fordi hun hele tiden sørger for at være på forkant med udviklingen f.eks. ved at supplere den fysiske butik med en webshop samtidig med, at hun er meget aktiv på de sociale medier og jævnligt inviterer til forskellige events, fortæller erhvervschef for Stevns Erhvervsråd Thomas Christensen.

Det var netop på grund af et af Monicas egne arrangementer, at hun var forhindret i at deltage i generalforsamlingen. Derfor var det hendes mand Lennart Lykke Holst Jacobsen, der modtog prisen på hendes vegne.

”Monica er oprigtigt meget stolt og glad over at vinde prisen. Det er en pris der betyder meget for hende, ” fortæller Lennart.

 

Fakta:

Stevns Erhvervsråd uddelte for første gang prisen Årets Iværksætter, for at hædre de mennesker, som tør springe ud som iværksættere og som er en inspiration og et forbillede for andre med iværksætterdrømme. Prisen vil være en tilbagevendende årlig begivenhed i erhvervsrådet.

Alle i Stevns Kommune har kunnet indstille kandidater til prisen, som blev valgt af bestyrelsen i Stevns Erhvervsråd efter en votering. Alle kandidater er blevet bedømt ud fra kriterierne:

  • Virksomheden er placeret i Stevns Kommune og er under 3 år gammel
  • Virksomheden har en sund økonomi og oplever stabil vækst, hvor ejer som min. kan leve af sin virksomhed
  • Virksomheden bygger på en god forretningsidé
  • Virksomheden er et forbillede for andre iværksættere