Ejerskifte er en af de største udfordringer for det sjællandske erhvervsliv, og det ser ud til at blive endnu større i de kommende år. Men ejerskifte er ikke kun en udfordring, det er også en mulighed: Virksomheder, der har gennemført succesfulde ejerskifter, har højere vækstrater end gennemsnittet, ligesom konkursraten er væsentligt lavere.

Det succesfulde ejerskifte er afhængig af den rigtige rådgivning, og der eksisterer i dag en lang række tilbud hos både private rådgivere og i erhvervsfremmesystemet, som adresserer udfordringen.  Men er vi gode nok til at kombinere de forskellige tilbud, så virksomhederne får de bedste mulige ejerskifte? Og hvordan reagerer vi bedst muligt på forandringer i behovet?

Væksthus Sjælland står bag arrangementet, der primært retter sig mod ansatte i den lokale og regionale erhvervsservice, men alle er velkomne.

Ved arrangementet vil du møde tre eksperter i ejerskifte, der fra hver deres perspektiv vil give indblik i best practice inden for ejerskifte, og deres bud på, hvad vi skal kunne i fremtiden.

Kenneth Grunow er en af regionens førende konsulenter inden for ejerskifte, og har mange års erfaring som virksomhedskonsulent på området. Kenneth vil skitsere de seneste års udvikling inden for ejerskifteområdet, og de største udfordringer vi står overfor. Med udgangspunkt i Region Sjælland vil han give sit bud på, hvilke værktøjer der skal i brug for at understøtte en virksomhed på vej ind i et ejerskifte.

Søren Vagn Hansen har 15 års erfaring som leder i den private sektor, og mere end 10 år som direktør for Faxe Erhvervsråd. Søren vil give sit bud på best practice inden for ejerskifte i den lokale erhvervsservice, herunder samarbejdet med virksomheder og private konsulenter. Hvordan får man flere succesfulde ejerskifter og hvordan sikrer vi, at arbejdet forankres de rigtige steder?

Karsten Andersen er Væksthus Sjællands ekspert i ejerskifte, blandt andet på baggrund af 15 år som selvstændig og lederstillinger inden for især handelssektoren. Karsten vil give en introduktion til det regionale arbejde med ejerskifteudfordringen, og vil blandt andet fokusere på de forskellige projekter i Væksthus Sjælland, der kan være gavnlige for virksomheder i ejerskifteproces.

Praktisk information (tid/sted/tilmelding):
Mødet finder sted mandag den 22. juni kl. 10.00-12.00 på Den Kreative Matrikel, Garnisonen 38, 4100 Ringsted, lokale ”Generalen” på 1. sal.

Det er gratis at deltage, men tilmelding til er nødvendig hos kdy@vhsj.dk.

Mødet afholdes som en del af Vækstaftale +1 under Vækstforum Sjælland.