Erhvervsservice

erhvervschef-stevns-thomas-christensenHvis du er klar til at tænke udviklingsorienteret omkring din virksomhed, så står vi klar til at hjælpe dig.

Hos Stevns Erhvervsråd får du gratis rådgivning og vejledning, hvis du har virksomhed i Stevns Kommune – hvad enten du har en idé, du gerne vil prøve af, en konkret udfordring, du mangler hjælp til eller bare mangler et skub for at komme videre med din virksomhed.

Erhvervschef Thomas Christensen står altid klar til at hjælpe i samarbejde med erhvervsrådets mange kompetente samarbejdspartnere.

Kontakt Erhvervschefen i dag og kom videre med din virksomhed.

360° afdækning af din virksomhed med Væksthjulet®

Du er i drift med din virksomhed, og det går sådan set fint. Så hvorfor ikke bare fortsætte med det? Ved hjælp af en 360° analyse med Væksthjulet® (anerkendt værktøj til virksomhedsudvikling), kan vi medvirke til at identificere de ’lavthængende frugter’ i din virksomhed. 360° analysen giver anledning til at tage stilling til nogle områder i virksomhedens opbygning og drift, som du måske ikke går og tænker over til hverdag, og på den måde kan der vise sig muligheder og potentialer, som kan føre til øget indtjening. Hvad kan du miste ved at prøve?

Strategi og struktur

Firmaet kører rundt, men du er opmærksom på nogle strategiske udfordringer, som begrænser vækst i din omsætning. Eller måske ønsker I jer at forbedre strukturen i virksomhedens ledelse, på leverandørsiden eller i forhold til samarbejdspartnerne. Du sætter selv rammerne for, hvad du vil have sparring på fra Erhvervsrådet, vi arbejder i fællesskab frem mod at skabe udvikling.

Forretningsmodel

Sammenhængen mellem din ydelse eller dit produkt, dine kunders behov, måden de betaler på, måden dine varer eller ydelser bevæger sig på, de samarbejdspartnere, der er vigtige, for at du kan producere og levere, din omkostningsstruktur, relationen og kommunikationen med dine kunder og dine egne nøgleaktiviteter – det er din forretningsmodel. Ved at arbejde målrettet med forretningsmodellen i din virksomhed, kan du differentiere dig fra dine konkurrenter ved at blive et bedre alternativ i dine kunders øjne. Vi tilbyder kompetent sparring med udgangspunkt i konkrete værktøjer.

Projektudvikling – ny viden

Nye tiltag i en eksisterende virksomhed kan betyde, at der bliver behov for viden om et nyt marked, nye regler og lovgivning, ny målgruppe eller finansieringsmuligheder. Hvis du planlægger et projekt i virksomheden, som er fagligt anderledes, så står du måske med nogle spørgsmål, du ikke kender svaret på fra tidligere erfaringer. Her kan vi hjælpe dig med at finde frem til den viden eller de specialister, du har brug for til at komme videre. Vi sparrer med dig om viden i projektet og udfordrer dig på forretningspotentialet.

Markedsføring og salg, bedre performance

Kunne du godt tænke dig, at der var flere kunder i dagligdagen? Eller har du ganske enkelt behov for, at omsætningen stiger? Markedsføring og salg skal altid tilpasses individuelt til den enkelte virksomhed, og det, der er virker for nogle firmaer, virker måske ikke for din virksomhed. Lad os sammen se på markedsføringen af dit firma eller på dit salg. Vi har træning i at få øje på præcist, hvilken indsats der vil give den bedste effekt i dit firma. Senere kan vi ofte anbefale en specialist, som kan hjælpe med den praktiske udførelse – f.eks. optimering af hjemmeside, nyt grafisk udtryk eller skarpere tekst.

Finansiering til vækstskabende investeringer

Har I planer om at udvide kapaciteten i firmaet for at kunne producere og sælge flere varer, og er I allerede i stabil drift med virksomheden, er der ofte bedre chancer for at hente finansiering i form af banklån, vækstlån eller investeringer fra kapitalfonde. Forudsætningen for enhver drøftelse om finansiering er en gennemarbejdet forretningsplan og et sæt budgetter, som viser, at investeringen er rentabel. Vi sparrer gerne med dig i hele forløbet omkring ekstern finansiering, lige fra indhold i forretningsplan og opbygning af budgetter til feedback på din mundtlige præsentation.

Nye forretningsområder og spinoffs

Kerneforretningen og nøgleaktiviteterne er det, der får hjulene til at dreje i virksomheden. Somme tider opstår nye forretningsområder og produktidéer ud af driften og nærmest af sig selv. Andre gange kan man opdage nye kilder til indtjening ved at arbejde analytisk med virksomhedens nuværende kerneforretning. Dine spørgsmål kunne være: Hvad stiller jeg op med dette nye forretningsområde? Eller hvad kunne nye kilder til indtægt være? Spørg os.

Indhold på hjemmeside og sociale medier

Er du utilfreds med effekten af din virksomheds hjemmeside? Har den for få besøgende, og er der for få af de besøgende, der rent faktisk bliver til kunder? Det kan der være flere årsager til: Virker produkter og ydelser ikke attraktive nok? Er prisen forkert? Er det uklart for kunden, hvad udbyttet af dit produkt eller din ydelse er? Spørg os om sparring, vi har indgående kendskab til, hvordan du kan arbejde med indholdet på dine online platforme.

Eksport og outsourcing

Salg på markeder uden for Danmark eller ligefrem uden for EU kan stille visse krav til specialviden om forhold som beskatning, moms ved eksport samt evt. told. Desuden kan man få brug for særligt kendskab til lokale myndigheder, der regulerer det marked, I bevæger jer ind på. Endelig kan der være kulturelt eller demografisk relaterede markedsforskelle, som man bør kende indgående til for at kunne vurdere potentialet, før man kan vurdere omkostningerne ved at gå ind på et eksportmarked. Den samme viden bliver vigtig, hvis dele af virksomhedens produktion skal foregå i udlandet. I begge tilfælde anbefaler vi at samarbejde med professionelle, og vi vil gerne hjælpe til at skabe forbindelse med de rette specialister i jeres situation.

Svigtende omsætning

Svigter kunderne eller er indtjeningen for lav til at dække udgifterne, gælder det om at skabe overblik over situationen og hurtigst muligt finde årsagen til, at økonomien er presset. Vi behandler henvendelser med fortrolighed og etablerer i største diskretion et rådgivningsforløb med deltagelse fra specialister. Det er gratis for alle virksomheder at bede om hjælp i forbindelse med krise i økonomien, og vi opfordrer til at handle hurtigt. Vi samarbejder med bl.a. Early Warning, Sparringspartnerne og professionelle lokale rådgivere om at igangsætte tiltag til at forbedre økonomien, hvis krisen har ramt dit firma.

Dialog med myndigheder

Du savner et forståeligt svar fra SKAT, kommunen, teknik- og miljøforvaltningen eller andre myndigheder, men oplever måske, at det er svært at komme igennem. Vi kan hjælpe. Skal du skrive til en offentlig myndighed i forbindelse med ansøgninger, dispensationer, godkendelser og registreringer, kan det være en udfordring at bygge ansøgningen op på en måde, så den passer til tankegangen hos den pågældende myndighed. I mange tilfælde har vi erfaring fra lignende sager og kan hjælpe med ansøgningen, hvis det volder udfordringer at skrive den selv.

Forberedelse til finansiering

Hvis I skal have ekstern finansiering til vækstskabende tiltag i virksomheden f.eks. fra banken, Vækstfonden eller fra kapitalfonde, er første skridt i hovedreglen at udarbejde en god forretningsplan og et driftsbudget, et likviditetsbudget og et finansieringsbudget. Hvis du ønsker det, kan vi tilbyde dig hjælp med opbygning af forretningsplanen og udformning af indholdet. Vi tilbyder ikke at gøre arbejdet for dig, men vi arbejder gerne sammen med dig om at skabe et mere sammenhængende præsentationsmateriale.

Konceptdannelse – ved kunderne, hvor god du er?

Med ’konceptdannelse’ mener vi, at man sætter sine ydelser eller produkter ind i nogle veldefinerede rammer, som hjælper potentielle kunder til at forstå udbyttet ved dine ydelser eller produkter. Konceptdannelse er især en nødvendighed, når der er tale om nye typer af ydelser, som ikke er velkendt blandt kunderne. Afgrænsningen kan være et tidsrum, et resultat eller en kombination af flere produkter og ydelser. Resultatet er et veldefineret og attraktivt ”produkt” i kundens øjne. Lad os udfordre dig på forståeligheden af dine ydelser.

Netværksdannelse og samarbejdspartnere

Stevns Erhvervsråd ER et netværk, og medlemmerne er både aktive og loyale. Men ud over at skabe mulighed for netværksaktiviteter mellem medlemmer er det også vigtigt for os at gøre en aktiv indsats for at sætte virksomheder i forbindelse med hinanden, når vi ved, at de kan have en fælles interesse. Hvem kunne du have brug for at møde lokalt? Spørg os om leverandører, samarbejdspartnere, branchekolleger, potentielle medarbejdere, specialister og meget andet. Stevns Erhvervsråd er et stærkt netværk.

Strategiudvikling i samarbejde med rådgivere

Stevns Erhvervsråd har i samarbejde med rådgivernetværket mulighed for at arbejde med på udvikling af strategi i din virksomhed. Det foregår typisk ved, at du / I får besøg af en konsulent fra Erhvervsrådet, som laver en indledende screening med udgangspunkt i et eller flere konkrete værktøjer. Screeningen peger typisk i retning af en række oplagte indsatsområder, hvoraf vi i fællesskab udpeger nogle få. Herefter aftales et møde med et rådgiverteam, som gratis hjælper dig i gang.

Strategi for salg og markedsføring

Mange lokale virksomheder udpeger antallet af kunder som den største enkeltstående udfordring for, at virksomheden kan overleve eller udvikle sig positivt. I nogle tilfælde er en strategi for opsøgende salg midlet til at øge omsætningen. I andre tilfælde er det nødvendigt at lave systematisk markedsføring for at opnå synlighed overfor potentielle B2C-kunder, der ikke må opsøges aktivt. Inddrag os i dine overvejelser – både sekretariatet og rådgivernetværket råder over kompetencer inden for området, og vi vil gerne bidrage til udformningen af din strategi.