Verdensarvens partnere går sammen om at skabe nye bæredygtige initiativer

På partnerdagen på Gjorslev Gods diskuterede verdensarvens partnere idéer til bæredygtige oplevelser. Her med hjælp fra Hansen og Ersbøll Agenda, som er eksperter i verdensmål,

Nye arbejdsgrupper skal understøtte den bæredygtige turisme frem mod åbningen af Besøgscenter Stevns Klint.

Når det kommende besøgscenter for verdensarven i Stevns åbner i 2022, åbner der et helt unikt vindue, hvor mange øjne rettes mod Stevns. Og hvad vil omverdenen så se?

Verdensarvens partnere arbejder for, at de mange gæster og nysgerrige øjne vil møde et område, hvor bæredygtighed, kvalitet og gode oplevelser går hånd i hånd. Derfor har partnerne kastet sig over at styrke den bæredygtige turisme på tre helt afgørende områder: Oplevelser, mad og biodiversitet.

Til glæde for nuværende og kommende generationer

Når verdensarvens partnere frem mod besøgscentrets åbning arbejder for at give de mange nye gæster en bæredygtig oplevelse af Stevns og verdensarven, giver det rigtig god mening, vurderer Tove Damholt, direktør i Verdensarv Stevns:

– Stevns Klint er verdensarv, fordi det er det bedste sted i verden at se sporene efter den sidste store masseuddøen. Det fortæller os noget om, hvor sårbar vores verden er, og at det er op til os alle at passe på den. Netop gennem fokus på at turismen skal være bæredygtig, sikrer vi, at de mange ekstra besøgende oplever vores område på en måde, som ikke slider unødigt på vores natur og vores verden, så verdensarven her i Stevns fortsat vil være til glæde for både nuværende og kommende generationer, fortæller Tove Damholt og slutter:

– På den måde kommer den store fortælling om, at vi skal passe på verden og kæmpe for at undgå en ny masseuddøen til at afspejle det område, der møder besøgscentrets og verdensarvens gæster.

Nye arbejdsgrupper for oplevelser, mad og biodiversitet

I løbet af oktober og november måned i år har Partnerprogrammet for Stevns Klint afholdt tre temadage med hjælp fra Hansen og Ersbøll Agenda, som er eksperter i at arbejde med verdensmål. Her er en stor del af verdensarvens partnere gået sammen om at danne arbejdsgrupper om konkrete projekter.

Grupperne skal bl.a. arbejde med at få flere lokale fødevarer ind på de stevnske restauranters menukort, bæredygtig affaldshåndtering, øget biodiversitet og udvikling af oplevelser, der strækker turismesæsonen og flytter gæsterne ind i land. Og der er god energi og masser af vilje blandt de mange partnere, som allerede har budt ind på arbejdet:

-Jeg tror på, at vi skal prøve at udvikle langt flere bæredygtige turistløsninger her på Stevns, fordi jeg tror på, at det er dét, der er fremtiden, fortæller Anne Rosell Holt fra Klintetours.

-Og vi har naturen, vi har klinten – vi har alle muligheder. Så det her med at udvikle noget, som vi sammen kan gøre til en fed gæsteoplevelse, det tror jeg på, at vi kan, og at vi skal. Det er vejen frem for mange af vores firmaer, uddyber Anne Rosell Holt.

Til partnerdagen på Klinten gjorde naturvejleder Rasmus Elvekjær partnerne klogere på, hvordan man skaber mere biodiversitet.
Til partnerdagen på Klinten gjorde naturvejleder Rasmus Elvekjær partnerne klogere på, hvordan man skaber mere biodiversitet.

Bæredygtighed er godt for naturen – og forretningen

Flere partnere er allerede langt i arbejdet med at skabe bæredygtige initiativer bl.a. Tokkeruplund Farmhostel, hvor Dorthe E. Pil-Jensen er ved at omlægge meget af jorden fra konventionelt landbrug til et biodiversitetsparadis. Samtidig arbejder Dorthe på etablering af en besøgshave, som kan inspirere flere til at bidrage til en sund natur. Hun glæder sig over udsigten til at samarbejde med flere partnere om at fremme de grønne initiativer:

– Det fine ved samarbejdet i Partnerprogrammet for Stevns Klint er netop, at vi gør det sammen. At vi ser mulighederne hos hinanden. Når én så siger ”det gør jeg!”, så er der kortere vej til ”det gør jeg også,” og så har vi partnerprogrammets tovholdere til at fastholde vores engagement og sparre med, hvis vi skulle fare vild i strategien, fortæller Dorthe E. Pil-Jensen.

Det er ikke kun de vilde planter og insekter, der kan glæde sig over udsigten til vildere natur. Fokus på biodiversitet – og på bæredygtighed i det hele taget – giver også mening for forretningen, fortæller turismekonsulent Johan Bache fra Stevns Erhvervsråd:

– De unge forbrugere forventer i stigende grad virksomheder, der udviser ansvarlighed i forhold til klimaet, bæredygtighed og biodiversitet. Derfor er f.eks. biodiversitet også et kommercielt konkurrenceparameter. Vinderne bliver dem, der arbejder med det som en reel værdi i virksomheden for ansatte, lokalsamfund og kunderne. Tænk på, at biodiversitet og vild natur kan anlægges æstetisk – så bliver det både langtidsholdbart, en rigtig god historie og til gavn for os alle.

Johan Bache glæder sig samtidig over udsigten til, at de bæredygtige initiativer, som parterne skaber, også kommer lokalområdet til gavn i form af flere spændende oplevelser og flere lokale arbejdspladser.

Lokale fødevarer på menuen

– Nu er energien høj, vores partnere er topmotiverede og klar til at rykke. Så næste skridt handler om at indhente den rigtige viden og prøve ting af, forklarer Eva Rose Waldorff, som er projektkoordinator og står for at understøtte arbejdsgrupperne.

-Vi skal bl.a. hjælpe vores arbejdsgruppe for lokale fødevarer i luften med at styrke samarbejdet mellem lokale fødevareproducenter og de stevnske restauranter, forklarer projektkoordinatoren.

– Ligesom med de andre arbejdsgrupper vil det her initiativ styrke bæredygtigheden markant, fordi vi reducerer transporten af fødevarer, lyder det fra Eva Rose Waldorff.

Er du interesseret i at høre mere om projekterne og måske selv være med i en arbejdsgruppe, så skriv til Eva Rose Waldorff på: eva@stevnsklint.org

 


 

Partnerprogrammet er et gratis tilbud til alle virksomheder, organisationer, kunstnere og foreninger om at være partner med verdensarven på Stevns. Partnerne indgår i et fællesskab, som er centreret om at udnytte de muligheder, som verdensarven skaber. Det skal ske på en bæredygtig måde, som både kommer verdensarven, partnerne og hele Stevns til gavn – også økonomisk.

Stevns Erhvervsråd samarbejder med Verdensarv Stevns om Partnerprogrammet og byder især ind i forhold til udviklingsmuligheder og -tiltag, som kan gavne væksten for partnerne og for Stevns.

Læs mere om Partnerprogrammet