Stor opbakning til nyt erhvervsnetværk

Håndtrykkene var erstattet med venlige nik, store smil og coronahilsner i forskellige afarter, da Stevns Erhvervsråd tirsdag d. 11. august havde inviteret til første møde i det nye netværk, Erhvervsnetværk Stevns. 

Omkring 30 lokale erhvervsdrivende havde tirsdag sat vækkeuret tidligt for at mødes på Stevns Fyrcenter til netværk og morgenmad fra pop-up caféen Mad & Ro. Erhvervschef Thomas Christensen er glad for den store opbakning til det nye netværk, som er lavet for at give erhvervsdrivende mulighed for at møde andre lokale erhvervsdrivende.

– Vi skifter mellem at mødes om morgenen, eftermiddagen og aftenen, men konceptet er det samme: Vi mødes og snakker med hinanden på kryds og tværs, forklarede Thomas Christensen, da han bød de mange deltagere velkommen.

Det handler om at løfte hele Stevns

Erhvervsnetværk Stevns mødes fast den anden tirsdag i hver måned. Udover god tid til at netværke, er et fast element på møderne et indlæg, som kan inspirere deltagerne i deres virksomheder eller gøre dem klogere på, hvad der sker i Stevns Kommune. Dagens indlæg kom fra direktøren for Verdensarv Stevns, Tove Damholt, som fortalte om udviklingsplanen for Destination Stevns Klint, som sætter en fælles retning for udviklingen – både langs klinten, men også inde i land:

– Destination Stevns Klint handler netop om at bruge Stevns Klint som løftestang til at skabe udvikling i hele vores område, så turister, der besøger Stevns Klint, også tager hen og spiller golf i Vallø eller køber ind i Store Heddinge, forklarede Tove Damholt.

En af de morgenfriske deltagere var Anne Rosell-Holt fra Klintetours, som bl.a. var mødt op for at høre dagens indlæg:

– Jeg får altid noget ud af at mødes med de andre aktører på sådan en uformel måde, og så var jeg også meget interesseret i at høre Tove Damholt fortælle om, hvordan de arbejder med bærdedygtig turisme, fordi jeg går rigtig meget op i det selv. Så det var emnet, der trak i dag, men også fordi, der kom nogle af de aktører, som er relevant for mig at samarbejde med.

Sæt kryds i kalenderen

Erhvervsnetværk Stevns mødes næste gang 8. september kl. 16-17.30 på Klinten Hotel og Konference – her med spændende indlæg om udviklingen af Rødvig som surfermekka. Det er gratis og åbent for alle Stevns’ erhvervsdrivende.