Iværksætterlysten er fortsat stor i Stevns Kommune. Trods COVID19 og den heraf følgende nedlukning i foråret har omtrent lige så mange iværksættere startet virksomhed fra 1. marts til 1. juni i år, som samme periode sidste år, viser udtræk fra NN Erhverv. I år er der i perioden blevet oprettet 69 nye cvr.numre mod 64 sidste år.

– En del af de nye cvr-numre opstår i forbindelse med selskabsomdannelser og foreninger. Ser vi på, hvor mange personligt ejede virksomheder, som er startet i perioden, drejer det sig om 22 i år og 25 sidste år – det er altså på samme niveau, fortæller Stevns Erhvervsråds iværksætter- og virksomhedskonsulent Jesper Yde Knudsen.

Til daglig er det ham, der vejleder de mange iværksættere og erhvervsdrivende, som hvert år henvender sig til Stevns Erhvervsråd. Hvor mange forespørgsler i marts handlede om hjælpepakkerne, har der igennem de sidste par måneder igen været mange iværksættere, der har henvendt sig for at få sparring på deres forretningsidé eller anden hjælp til opstart.

– Vi ved selvfølgelig ikke, om antallet af iværksættere ville have været endnu højere uden coronaen, men vi er positivt overraskede over, at coronaen tilsyneladende ikke har lagt en dæmper på folks lyst til at starte virksomhed, fortæller Jesper Yde Knudsen.

I Stevns Kommune spiller iværksætteri en særlig rolle. Kommunen er blandt de kommuner i Danmark med den højeste andel af iværksættere målt i forhold til antallet af indbyggere, og de er dermed med til at skabe vigtige arbejdspladser.

Informationsmøde for iværksættere   

Den 29. juni kl. 16-19 er der hjælp at hente for de mange, der enten lige er blevet selvstændige eller overvejer at starte virksomhed, når Stevns Erhvervsråd inviterer til Informationsmøde for iværksættere. Her guider Jesper Yde Knudsen deltagerne igennem de vigtigste informationer og emner, som er relevante at forholde sig til i forbindelse med opstart af virksomhed f.eks. selskabsformer, finansiering, moms, forretningsplaner osv.

Mødet foregår på Startup Stevns – det nye kontorfællesskab for iværksættere på Hårlev Bibliotek. Det er gratis at deltage og tilmelding skal ske til jesper@stevnserhvervsraad.dk.