Stevns’ erhvervsliv i pæn fremgang

I marts offentliggjorde IRIS Group Vækstvilkår 2018, som præsenterer en række nøgletal om erhvervslivet i Stevns Kommune. Rapporten tegner et billede af et erhvervsliv i pæn fremgang med øget jobskabelse og værdiskabelse og mange nye iværksættere.  

Med en fremgang på 5% inden for de private virksomheders værdiskabelse fra 2010-16, går det stille og roligt fremad for erhvervslivet i Stevns Kommune, viser de seneste tal over erhvervsudviklingen fra Vækstvilkår 2018. Dog har fremgangen været mindre end på landsplan (10%), hvilket især skyldes et fald i årene 2011-2013, hvor Stevns var hårdere ramt af konkurser end resten af landet, men siden har oplevet en stabil fremgang.

Den pæne økonomiske fremgang i Stevns’ virksomheder afspejles også i antallet af private jobs. Fra 2012-17 steg antallet af fuldtidsjob med 9,2% i Stevns, hvilket er markant højere end i resten af regionen, hvor der blev skabt 5% flere fuldtidsstillinger. Væksten er især drevet af fremgang i den private servicebranche, hvor der fra 2010-17 er skabt 22% flere jobs.

Flere og flere springer ud som iværksættere

Nye virksomheder spiller en vigtig rolle i forhold til at skabe nye job i Stevns Kommune, hvor en højere andel af arbejdsstyrken er selvstændige (4,8%) sammenlignet med resten af landet (3,3%). Derfor glæder iværksætter- og virksomhedskonsulent Jesper Yde Knudsen sig over, at flere og flere i Stevns kommune vælger at starte egen virksomhed.

Særligt i årene 2013-17 har antallet af nystartede virksomheder i forhold til den eksisterende masse – etableringsraten – været støt stigende, så Stevns med 12,3% i 2017 havde en højere etableringsrate end på regions- og landsplan.

Ovenstående kurve viser etableringsraten, der er defineret som antal nye virksomheder inden for markedsmæssige erhverv i pct. af eksisterende virksomheder.
Ovenstående kurve viser etableringsraten, der er defineret som antal nye virksomheder inden for markedsmæssige erhverv i pct. af eksisterende
virksomheder.

Samtidig har Stevns’ nye virksomheder gode chancer for at overleve. 60% af de virksomheder som blev etableret i 2013 eksisterede fortsat efter 3 år, mens det ”kun” drejede sig om 55% af de nye virksomheder på landsplan.

– Dog viser tallene også, at Stevns’ iværksættere skaber lidt færre jobs, end det er tilfældet på regions- og landsplan. Derfor vil jeg opfordre iværksætterne til at tage fat i Stevns Erhvervsråd. Vi hjælper ikke bare virksomhederne godt i gang, vi hjælper dem også videre til næste trin, hvis de har ambitioner om større vækst i virksomheden, forklarer Jesper Yde Knudsen.

Indgang til den specialiserede erhvervsservice

Stevns Erhvervsråd har i mange år haft et tæt samarbejde med Erhvervshus Sjælland (det tidligere Væksthus) om udviklingsforløb for Stevns’ virksomheder. Bl.a. har over 100 erhvervsdrivende siden 2012 været på forløbet ’RaketVækst’, hvor de arbejder målrettet med de udviklingsmuligheder, der kan styrke deres forretning.

– Vi har i mange år haft et tæt samarbejde med erhvervshuset, hvor vi har hjulpet en del af vores virksomheder videre til den specialiserede erhvervsservice, forklarer Erhvervschef Thomas Christensen.

Det tætte samarbejde afspejles også ved, at markant flere af Stevns’ virksomheder har benyttet sig af tilbud om vækstkortlægning i Erhvervshuset (3,8%) sammenlignet med resten af regionen (1,7%) og på landsplan (1,8%).

Vækstvilkår 2018 præsenterer også nøgletal for bl.a. eksport, produktivitet, tilflytning, uddannelse og arbejdsmarked.

Læs hele Vækstvilkår 2018 her