-Man støder jo på forhindringer undervejs, og så får man sig nogle dyre lærepenge.

Det er med et skævt smil på læben, at iværksætteren Matilde Ø. Hansen fortæller om rejsen fra at få en god idé til at have en aktiv virksomhed med stigende efterspørgsel. Matilde Ø. Hansen var egentligt uddannet hår- og makeupartist, da hun fandt ud af, at der var et behov på det danske marked for pusletasker. Hun besluttede sig for at designe en pusletaske, der både var i flot design og samtidig praktisk, så den kunne bæres på ryggen som en rygsæk. Og så var det også vigtigt, at den kunne bæres af mænd:

-Flere og flere mænd er jo involveret i barselsperioden, og det er et meget feminint univers. Jeg ville gerne lave en pusletaske, som mænd kan have lyst til at have med.

Udfordringer med produktionen
Matilde Ø. Hansen fandt hurtigt ud af, at der var interesse for hendes pusletasker – ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Det var dog svært at finde en leverandør, der kunne levere produkter af høj kvalitet:

– Jeg skulle sy forstærkninger i hver taske, fordi jeg fandt ud af, at stropperne røg af. Så der blev jeg nødt til at sidde og reparere hver eneste taske, inden den røg ud til kunden, mens jeg havde et grædende barn, jeg også skulle tage mig af. Det tog rigtig lang tid.

Matilde_arbejder_rettet

Matilde Ø. Hansen laver praktiske pusletasker, der kan transporteres på ryggen som en rygsæk.


Hjælp til at skabe overskud

Udfordringerne med at sikre kvalitet i produktionerne blev derfor også fokusområdet for Baby Dreamers sparringsforløb hos Stevns Erhvervsråd, hvor Iværksætter- og virksomhedskonsulent Jesper Yde Knudsen hjalp Baby Dreamer med at sætte fingeren på virksomhedens svagheder:

-Jeg havde aldrig rigtig mødt nogen, der kunne se det store billede og se, hvad vi manglede. Der så Jesper ret hurtigt, at det helt klart var det med produktionen, der var min udfordring, fortæller Matilde Ø. Hansen.

Gennem Stevns Erhvervsråd fik Matilde Ø. Hansen en 20-timers mentorordning, hvor hun kunne få målrettet hjælp til at skabe vækst i virksomheden:
-Nu havde jeg fået virksomheden op at køre og der var kommet efterspørgsel, så nu skulle jeg se, hvordan jeg kunne få virksomheden videre herfra og begynde at få nogle penge i kassen.

Matchet med specialist i produktion
Mentorordningen var gennem foreningen Sparringspartnerne, der kobler dygtige erhvervsledere med en virksomhed for på den måde at skabe vækst i virksomheden. Virksomhederne bliver screenet og matchet med en mentor, der har stor viden og erfaring med det, virksomhederne har brug for sparring til.

For Baby Dreamer har det betydet at få en mentor, der har specifik erfaring med produktion i Asien, og som har kunnet støtte og vejlede Matilde Ø. Hansen i valget af en ny leverandør:

Lige nu går Matilde Ø. Hansen og venter på den første rigtige leverance fra den nye leverandør, som kommer i juli.

-Vi går hele virksomheden i sømmene og kigger på, hvordan det står til med økonomien, produktion og markedsføring. Min mentor bruger også sit netværk i Sparringspartnerne, og jeg har herigennem fået kontakt til nogen, der skal stå for kommunikationen til produktionen i Kina. Det er en helt anden følelse af tryghed, jeg sidder med, og der er en god kommunikation. De er specialister i taskeproduktion, så det var lige præcis dét, jeg havde brug for.

Vækst på programmet
I det kommende år er det Matilde Ø. Hansens drøm at kunne udvide teamet i Baby Dreamer og virksomhedens produktportefølje:
– Det næste år skal der komme nogle flere produktioner på hylden, så skal jeg begynde at have lidt flere folk til at arbejde og outsource nogle opgaver. Jeg vil også gerne begynde at udbetale løn og få lidt ro på produktionen.

Sparringspartnerne er en non-profit organisation, der arbejder for at skabe vækst og arbejdspladser i danske virksomheder. Sparringspartnerne tilknyttes en virksomhed i en længere periode, og alle sparringspartnerne har dokumenteret erfaring med vækst og udvikling i en virksomhed.

Kunne du eller én, du kender, godt bruge lidt sparring, kan du kontakte Iværksætter- og virksomhedskonsulent Jesper Yde Knudsen på 2122 1765 eller jesper@stevnserhvervsraad.dk.