Nytårshilsen fra Stevns Erhvervsråd 2020

Kære medlemmer af Stevns Erhvervsråd og andre gode kræfter i Stevns

Rigtigt godt nytår til alle! Det skal være det største ønske her fra sekretariatet og bestyrelsen i erhvervsrådet, og det ønske går særligt ud til alle jer, der har påtaget jer det store ansvar at drive og udvikle egen virksomhed. I skaber arbejdspladser, investeringer og bidrager til at løfte Stevns som et attraktivt område. Også et særligt nytårsønske til jer, som er med til at støtte op om erhvervslivet og erhvervsudviklingen.

Her nu med begge ben inde i 2020 ser vi tilbage på et godt år og frem mod et nyt og spændende. Det forgangne år bød på ny erhvervspolitik for Stevns, som erhvervsrådet, erhvervslivet og Stevns Kommune har lavet i et stærkt samarbejde. Det giver fælles indsats og sikrer, at vi får holdt fokus på de rigtige områder og prioriteret de rigtige indsatser. De indsatser er vi i fuld gang med at levere på. Stevns Kommune har hovedansvaret for fokusområderne ”Løsningsorienteret sagsbehandling” og ”Fysisk og digital infrastruktur”, mens erhvervsrådet er i førersædet omkring ”Iværksætteri” og ”Forretningsudvikling for virksomheder”. Sammen skal vi så finde en måde at løfte ”Profilering og synlighed” af Stevns på. Strategien er gældende for 2019-2022, og der er en masse indsatser, som vi skal og vil forfølge under de fem fokusområder i de kommende år.

I Stevns Erhvervsråd ligger de mange ejerledere, vi har i kommune vores hjerte nært. Ejerlederne har taget springet og ansvaret for at drive privat virksomhed, og det er de private virksomheder – det private erhvervsliv – der finansierer vores samfund og vores velfærd. De mennesker, der har taget det på sig, de fortjener vores indsats. Derfor er det også vores fornemmeste opgave, at hjælpe, inspirere og uddanne ejerledere til at skabe den virksomhed, som de ønsker, og som de og Stevns fortjener. Derigennem kan vi udvikle Stevns som attraktivt erhvervsområde med levedygtige virksomheder, der skaber arbejdspladser. Derfor foregår meget af vores arbejde også en-til-en mellem vores konsulenter og virksomheden, og er måske ikke en så synlig indsats, hvis ikke man er meget tæt på erhvervsrådet. Heldigvis vælger mange af jer virksomhedsejere at tale højt om den positive forskel, som vi har været med til at gøre for jer, og det skal I have en stor tak for. Det er vigtigt i forhold til beslutningstagere, men det er særligt vigtigt, at viden om erhvervsrådets kompetencer til at hjælpe de stevnske virksomheder, bliver kendt af så mange virksomheder som muligt. Vi prøver at give ejerlederne den viden, de har brug for, og vi bringer dem sammen med andre, så de kan realisere deres og virksomhedens fulde potentiale. Vi er tæt på virksomhederne og går så langt, som de har brug for, for at skabe bæredygtige virksomheder og arbejdspladser i Stevns.

Vi har mange bolde i luften – rigtigt mange – og jeg skal ikke trætte med dem alle, men jeg vil gerne dele nogle af vores hovedindsatser i 2019, som rækker ind i 2020 og videre, men jer.

 

Netværk for iværksættere og virksomheder

I 2019 satte vi særligt fokus på at bringe virksomheder sammen i grupper og netværk. Når vi er sammen, opstår nye samarbejder, nye tanker og ideer og i det hele taget nyt muligheder for alle. I 2019 bidrog vi til etableringen af Netværk for B&B-virksomheder, virksomhedsnetværk med afsæt i Cykelturistforeningen omkring Donkey Bike, virksomhedsnetværk af kunstnere, brugskunsthåndværkere og snedkere omkring VÆRK 21 på Rødvig Havn, virksomhedsnetværk omkring etableringen af Stevns Andelsbryggeri, håndværkergruppe omkring enmandshåndværksvirksomheder, virksomhedsgruppe for produktionsvirksomheder med CNC-styrede maskiner og netværk for virksomheder inden for oplevelsesøkonomi. I 2020 kommer vi til at arbejde videre med den strategi, for vi kan se, at den virker. Det er ikke alle netværk og grupper, som udvikler sig til formelle netværk, men relationerne og dialogen mellem virksomhederne består – det handler om at tage det med videre, som giver mening.

 

RaketVækst

I 2019 afholdt vi to omgange af vores succesforløb RaketVækst i samarbejde med Erhvervshus Sjælland (tidligere Væksthus Sjælland). Her er vi også med til at bringe virksomheder sammen med udvikling for øje. RaketVækst er så godt et produkt, at vi igen i 2020 kører med to omgange af forløbet for virksomheder, der gerne vil arbejde udviklings- og mulighedsorienteret med deres forretning. Forløbet bringer øget fokus, øget indtjening, mere ro på ledelsen og styringen af virksomheden samt nyt netværk og nye muligheder. Har du ikke været afsted, bør du overveje det.

 

Startup Stevns

Vi har en lang tradition for succesfuldt iværksætteri i Stevns. Det er en succes, som vi gerne vil fastholde og udbygge, og vi åbnede derfor i efteråret sammen med Stevns Kommune Startup Stevns på Hårlev Bibliotek. Her har iværksættere og små virksomheder mulighed for gode lokaler til opstarten og driften af deres virksomhed og mulighed for i et samarbejde med andre ligesindede at udvikle deres forretning. Erhvervsrådet byder ind i det gode miljø og i udviklingen af virksomhederne. Det er målet i de kommende år både at etablere flere lignende miljøer og samtidig understøtte private initiativer på området.

 

Iværksætteri på skoleskemaet

I 2019 lykkedes det også at opfylde en ambition, som har levet i erhvervsrådet længe – vi er i gang med at sætte iværksætteri på skoleskemaet i folkeskolen i Stevns. I projektet har lærere og virksomheder i samarbejde udviklet undervisningsforløb for elever i udskolingen – forløb, der så småt starter op her i første halvår 2020. Erhvervsrådet har været afgørende i udarbejdelsen af projektet, der har ført til finansiering af det. Vi har sparret med de deltagende skoler omkring implementering af projektet, og skaffet de deltagende virksomheder i projektet – og en kæmpe tak til dem, for det store arbejde. For os er det vigtig at holde den røde tråd i projektet, hvor virksomhedsejernes personlige og faglige kompetencer er omdrejningspunktet for det undervisningsmateriale, der skal udarbejdes, så eleverne får snuset optimalt til iværksætteri og erhvervsliv.

 

Turisme

I 2019 opstartede vores ny turismeindsats, som forsætter stærkt i 2020. Vi fik en ny erhvervskonsulent med fokus på turisme – Niels Frederik Lund – som straks i samarbejde med vores turismevirksomheder fik udarbejdet en værdikædeanalyse af turismen i Stevns. Sammen med en ny turismepolitik for Stevns Kommune har vi nu et solidt udgangspunkt for at bygge videre på et af vores største potentialer for vækst, og her spiller erhvervsrådets indsats en afgørende rolle. Vi arbejder primært for at skabe samarbejder i branchen, så vi kan udbyde flere og bedre oplevelser til turisterne, vi arbejder for flere og mere synlige overnatningssteder og understøtter den gode base, som allerede er her, og vi arbejder målrettet med enkelte aktører præcist, som vi også gør det i andre brancher. Og, så er vi garant for, at der også bliver tænkt kommercielt i turismeudviklingen i Stevns.

 

Samarbejdet med Verdensarv Stevns

Erhvervsrådet har tæt samarbejde med Verdensarv Stevns om at drive og udvikle Partnerprogrammet – et formaliseret netværk af virksomheder, som aktivt har tilkendegivet, at de ønsker at støtte op om og være en del af Stevns Klint som verdensarv. Samarbejdet er ikke nyt, men vi arbejder fortsat på at styrke momentum i gruppen af aktive virksomheder og foreninger i Partnerkredsen. Der er fokus på bæredygtighed og bæredygtig turisme, et tema partnerne virkelig har taget til sig. Flere af de netværksdannelser, der har været understøttet af Stevns Erhvervsråd i 2019, er udsprunget direkte eller indirekte af partnernetværket – stor cadeau til Verdensarv Stevns for at stå i spidsen for at drive et partnerprogram med så stor tilslutning fra virksomhederne i området.

 

Samarbejdet med Stevns Kommune

Vi har et godt samarbejde med mange dedikerede medarbejdere og politikere i Stevns Kommune. Vi er glade for, og har også opfordret til, at der kom et politisk udvalg målrettet vores indsatsområder arbejdsmarked, erhverv og turisme. Vi er også glade hver gang vi tager på virksomhedsbesøg sammen med borgmesteren, udvalgsformanden og repræsentanter for forvaltningen i kommunen. Det er vigtigt, at kommune og erhvervsliv mødets, og vi er glade for de pæne ting, som I der får besøg, ofte siger om erhvervsrådet.

Kommune, erhvervsråd og erhvervsliv mødes også på flere årlige møder, som Erhvervstræf, bygge-anlægsmødet, branchemøder og til gruppemøder f.eks. forud for kommunens miljøinspektioner. I 2020 vil vi fortsat være aktive omkring disse møder – ved dialog og samarbejde kommer vi længere. Stevns Kommune står stærkt i denne indsats, og det var en velfortjent fremgang i DI’s analyse af erhvervsklimaet.

 

Et stærkt erhvervsråd

I 2020 kommer vi også til at arbejde for at styrke erhvervsrådet yderligere på medlemssiden og på at styrke erhvervsrådet økonomisk. Vi er på den gode side af 200 medlemmer, men vi vil gerne se, om det skulle være muligt at blive 300 fremadrettet. Det ville være et meget flot tal for Stevns, så det skal være målet – et mål, som vi naturligvis gerne vil have alles hjælp til at nå!

Vi kigger aktivt efter partnere og finansieringskilder til erhvervsudviklingsprojekter, så vi kan udvide vores aktiviteter yderligere. Her er der muligheder i det nye erhvervsfremmesystem, som kom i drift i 2019, og der er muligheder i vores gode samarbejde med vores kollegaer i de andre kommuner i regionen og med Erhvervshus Sjælland. Det er netop sammen med erhvervshuset, at vi driver et netværk for yngre vækstorienterede ejerledere på tværs af Region Sjælland. Den indsats bringer udover penge også kompetenceudvikling og netværk til sekretariatet i erhvervsrådet, og så har vi selv tre ud af tredive virksomheder med fra Stevns i netværket. Det er gode synergier, som vi gerne vil dyrke mere.

 

Samarbejde med Business Faxe

I 2020 udvider vi vores samarbejde med Business Faxe, som er vores kollegaer, der driver erhvervsservice i Faxe kommune. Det gør vi fordi, vi er nogenlunde enige om, hvordan erhvervsråd som vores bør arbejde og om de mål, som vi gerne vil opnå. Vi er også begge små enheder, der sagtens kunne bruge flere ressourcer på at hjælpe iværksættere og virksomheder og på at skabe erhvervsudvikling i vores områder. Først og fremmest vil samarbejdet komme til udtryk ved flere og større arrangementer, som vi vil lave i fællesskab. Det giver de stevnske virksomheder adgang til at møde andre og nye virksomheder til nogle af vores arrangementer, og det giver os mulighed for at pulje nogle af vores ressourcer, så du som virksomhed får mere for pengene. Det mener vi også er et smut til Faxe eller Haslev værd engang imellem.

 

Med det overblik over nogle af vores indsatser i 2019 og vores tanker for 2020, vil jeg igen ønske et rigtigt godt nytår med vækst og udvikling for erhvervslivet!

Jeg vil også gerne takke Stevns Kommune for på forskellig vis at finansiere en stor del af vores arbejde, og for det gode samarbejde, som vi har.

Alt det bedste til alle i 2020,

På vegne af Stevns Erhvervsråd,

Thomas Christensen, Erhvervschef.