Ny uddannelse sender Stevns’ iværksættere godt fra start

Fra efteråret 2019 har Stevns’ iværksættere adgang til at deltage på Zealands uddannelse, Iværksætteri i Praksis, i Køge og Næstved.

Hvordan laver du et godt forretningskoncept? Et likviditetsbudget? Opbygger en hjemmeside? Opbygger et netværk? Det og meget andet kan Stevns’ iværksættere blive klogere på, når Stevns Erhvervsråd i samarbejde med Zealand (Erhvervsakademi Sjælland) tilbyder uddannelsen Iværksætteri i Praksis i Køge og Næstved.

– Med Iværksætteri i Praksis har vi et rigtig stærkt tilbud til Stevns’ iværksættere, som ruster dem grundigt til en god opstart, forklarer Stevns Erhvervsråds iværksætter- og virksomhedskonsulent Jesper Yde Knudsen.

Iværksætteruddannelsen er både for iværksættere, som lige har taget springet og virksomhedsejere, som har været i gang i et stykke tid, men savner inspiration og værktøjer til at komme videre.

På 15 kursusgange i efteråret kommer deltagerne hele vejen omkring de konkrete værktøjer, de hårde facts og de blødere overvejelser, som støtter op om en fremtid som iværksætter. Kurset lægger ud med temaet ”Dig som iværksætter”, hvor du bl.a. bliver tilbudt en personlighedstest, som gør dig bevidst om dine stærke sider som iværksætter, og hvad du skal være særlig opmærksom på. Derfra fortsætter deltagerne gennem temaer som økonomi, salg, skat, markedsføring og innovation. Inden for hvert tema er tilknyttet kompetente undervisere med speciale og praktisk erfaring inden for det pågældende tema.

– Deltagerne kan undervejs vælge at samle deres læring i en forretningsplan, og det giver dem et rigtig stærkt udgangspunkt for at drive deres virksomheder, forklarer Jesper.

Gode anbefalinger

Det er første gang Stevns Erhvervsråd tilbyder Iværksætteri i Praksis, som erstatter erhvervsrådets hidtidige iværksætterkursus. Uddannelsen har dog eksisteret gennem flere år i et samarbejde mellem flere lokale erhvervsråd, og det får gode anbefalinger fra tidligere deltagere:

– Udover, at jeg fik en masse værktøjer og et mere struktureret overblik over min lille virksomhed, fik jeg også en masse sparring fra de andre på kurset som er i samme ”båd” med alt, hvad det vedrører af spørgsmål, frustration, op og ned ture. Rart at vide, at man ikke er alene, fortæller Bettina Holst fra Farmor & Ko i Haslev.

Iværksætteri i Praksis udbydes som en del af Akademiuddannelsen på Zealand og er en kompetencegivende uddannelse. Kurset svarer til 10 ECTS-point, og kan afsluttes med en mundtlig eksamen baseret på et kort skriftligt oplæg om din virksomhed.

Deltagere fra Stevns kan vælge at deltage i uddannelsen i Næstved med opstart 21. august og undervisning på onsdage fra 16.30 – 19.30, eller de kan deltage i Køge med opstart 4. september og undervisning på onsdage fra 17.00-20.00. 

Læs mere om kurset og tilmeld dig  

Har du spørgsmål til kurset kan du kontakte Iværksætter- og virksomhedskonsulent Jesper Yde Knudsen tlf. 2122176 – jesper@stevnserhververvsraad.dk