Den 30. oktober åbner en ny pulje med 100 mio. kr. til virksomheder, der er hårdt ramt af Covid-19- pandemien. 

Puljen har særligt fokus på virksomheder inden for turisme- og oplevelseserhverv, men alle virksomheder, der er hårdt ramt af COVID-19-pandemien, inviteres til at søge på tværs af geografi og brancher.

Midlerne kan søges til en bred række af aktiviteter, der kan styrke en tilpasning af virksomheden, eksempelvis til indkøb af udstyr, omstilling og tilpasning af forretningsmodeller, eller til at opkvalificere virksomhedens ansatte.

Omstillingspuljen er finansieret af regeringen og en række af Folketingets partier som har givet Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse ansvar for at udmønte 100 mio. kr. til omstilling af virksomheder i særligt hårdt ramte erhverv.

Første ansøgningsrunde åben

Den første ansøgningsrunde er åben fra 30. oktober kl. 12.00 til og med den 13. november kl. 24.00. Herefter sagsbehandles de indkomne ansøgninger forventeligt inden for 14 dage.

Der er afsat 50 mio. kr. til uddeling i første runde.

Læs mere om Omstillingspuljen og opret din ansøgning


Krav til ansøger:

Der gælder følgende krav til virksomheden for at være i målgruppen:

  • Ansøger skal som udgangspunkt være en privat virksomhed. Ansøgere, der er organiseret som fx fonde, foreninger eller selvejende institutioner kan også søge puljen, hvis de har et stort omstillingsbehov som følge af Covid-19.
  • Ansøger skal have et dansk CVR-nummer.
  • Ansøger skal kunne dokumentere, at den som følge af covid-19 er hårdt ramt af krisen målt som et fald i omsætningen på mindst 30 pct.
  • Ansøger skal sandsynliggøre, at virksomheden har været i sund drift før Covid-19, fx gennem tidligere regnskaber og positiv egenkapital.
  • Ansøger skal vedlægge en de minimis-erklæring, så det fremgår, hvor meget statsstøtte virksomheden kan modtage. Statsstøtte under de minimis-reglerne betyder, at en virksomhed kan modtage støtte på op til 200.000 EUR i en periode på tre regnskabsår. Det medfører, at en virksomhed godt kan modtage flere mindre beløb, men det samlede beløb må aldrig overstige beløbsgrænsen for de minimis-støtte.
  • Ansøger skal have en plan for omstilling/tilpasning.

Bemærk at en ansøger ikke kan komme i betragtning til støtte hvis:

  • Ansøger får dækket de aktiviteter, der søges støtte til, via andre hjælpe- eller kompensationsordninger.
  • Ansøger er en del af den offentlige forvaltning eller modtager offentlige tilskud, der udgør mere end halvdelen af deres driftsudgifter.

 

Kilde: Erhvervshus Hovedstaden