Henning og Bente Stich er ikke et par, der er bange for nye udfordringer. Tværtimod. Da finanskrisen var på sit højeste i 2009, og det ikke var til at få et lån til at starte virksomhed, besluttede de sig for at søge en taxabevilling og starte Stevns Taxa (tidl. Klippinge Taxa). Det på trods af, at de hverken havde bil eller penge, og Bente ikke havde taxakørekort.

– Der var mange, der dengang sagde; du kan ikke starte en taxavirksomhed, og du går på røven, inden der er gået et år. Men så bliver jeg så tilpas stædig, at jeg skal modbevise det, fortæller Henning.

Efter fem et halvt år eksisterer firmaet stadig i bedste velgående. Henning og Bente fik et finansieringsselskab til at finansiere en brugt taxa og Bente tog taxakørekort.

– Vi startede helt fra nul, og det var en kæmpe udfordring, især fordi vi startede i 2009, hvor krisen var sat ind, og det var nedgangstider. Men jeg læste et citat fra en amerikansk erhvervsmand, der sagde; ”hvis du kan starte en forretning op i nedgangstider, kan det kun gå en vej, og det er op”.

Citatet passer på Stevns Taxa, der i dag tæller fem taxaer og fem chauffører, og i den seneste måned satte virksomheden ny omsætningsrekord.

Service, service, service!

Opskriften bag Stevns Taxas succes er ifølge Henning god service:

– Vi er det eneste selskab på Stevns, der har døgnvagt i alle ugens syv dage. Vi passer telefonen 24 timer i døgnet og gør en dyd ud af at passe vores aftaler. Og vi laver god service – selvom vi ikke får ekstra penge for det, hjælper vi fru Jensen ind med sin kuffert. Og så siger vi aldrig nej til en tur, også selvom den er kort og egentlig ikke kan svare sig, for så får vi den lange tur næste gang. Service, service, service!

Henning understeger samtidig, at den vigtigste årsag til succesen er deres gode medarbejdere:

– Vores medarbejdere gør en kæmpe forskel! Vi kunne ikke have virksomheden uden dem.

Livet som selvstændig er ikke nyt for Henning, der i over otte år havde Café Havfruen i Rødvig (i dag kendt som Café Marina). Der lærte han, at man som selvstændig ikke altid kan det hele selv. Derfor samarbejder han meget med andre virksomheder og er ikke bange for at spørge andre inden for branchen til råds. Han har samtidig nogle medarbejdere, der supplerer hans egne evner godt – det gælder ikke mindst hans kone Bente:

– Bente har så sandelig sin del af æren for, at det går godt. Hun styrer kalenderen med hård hånd og koordinerer bestillingerne i det daglige. Hun sørger for, at vi alle sammen er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, forklarer Henning.

Aftale med Siemens

Henning bruger flere gange ordet ”utraditionel” til at beskrive hans måde at drive virksomhed på, og forklarer det med, at de i Stevns Taxa ikke er bange for at prøve nye idéer af.
Henning fik selv en lys idé, da han hørte rygter om, at Siemens skulle til Rødvig Havn i forbindelse med byggeriet af vindmøllerne på Kriegers Flak.

– Jeg sendte en mail til seks direktører fra Siemens, men på det tidspunkt var det stadig ikke helt officielt at de kom til Rødvig. Vi ventede lidt, og en dag var der slået pavilloner op nede på havnen. Så jeg parkerede taxaen og gik ind og spurgte, hvem der havde noget at skulle have sagt her. Jeg blev henvist til den rette og sagde; når I har medarbejdere, der skal transporteres, kan I bare henvende jer til mig, og har I større grupper, skal I henvende jer til Strøby Turist, fortæller Henning.

På den måde lykkedes det både Henning at skaffe Stevns Taxa og Strøby Turist en aftale med Siemens.

”Vi ser mange skæbner”

I taxaerne møder Henning og Bente mange forskellige mennesker, og det kræver derfor en stor rummelighed at være taxachauffør.

– Du møder mange forskellige typer af mennesker, det kan f.eks. være en kvinde der er på vej hjem fra en kræftbehandling, der sidder og er ked af det, og det skal du kunne rumme. Det næste øjeblik kører man måske glade mennesker, der skal til fest. Menneskeligt er det en stor udfordring en gang imellem, for vi ser mange skæbner, og man er nærmest psykolog nogle gange.

Alligevel er det netop de mange forskellige mennesker, som Henning møder I sit job, der er en af grundene til, at han er så glad for sit arbejde:

– Jeg får så mange inputs fra andre mennesker om, hvordan deres hverdag og syn på tingene er, og det er meget givende. Samtidig elsker jeg friheden ved at køre taxa. At sidde i en god bil, høre noget godt musik og snakke med en masse mennesker – det er skønt, fortæller Henning glad.

I fremtiden vil Henning fortsætte med at udvikle virksomheden. Han er overbevist om, at der fortsat vil være brug for at køre med taxa, som han kalder for ”transportens sidste livline”. Derfor har han netop søgt kommunen om en taxabevilling mere. Han opfordrer dog til, at man ikke skal bruge al sin tid på at jagte fremtiden:

– Nogle gange skal man bare tage udgangspunkt i der, hvor man er. Vi har så travlt med at skule jage planer og realisere en masse ting, men vi glemmer vist bare at være der, hvor vi er, og hvor vi har været, lyder det eftertænksomt fra Henning.

Læs mere om Stevns Taxa på stevns-taxa.dk