CL Teknik har siden 1995 lavet tusindvis af hydraulikslanger fra deres base i Hårlev. Nu har ejeren, Claus Larsen, åbnet endnu en afdeling I Vordingborg for at kunne servicere de entreprenørmaskiner, der skal bygge Storstrømsbroen.  

Når byggeriet af den kommende Storstrømsbro går i gang, er det med deltagelse fra Stevns. Claus Larsen fra CL Teknik i Hårlev har netop åbnet en afdeling i Vordingborg for at være tæt på det store byggeri.

CL Teknik er specialister i hydraulik, pneumatik og løftegrej, som de sælger og servicerer. Det er typisk hydraulik eller pneumatik, der får dele i en maskine til at bevæge sig ved at overføre energi gennem en slange med væske eller luft under tryk. Når de tonstunge entreprenørmaskiner snart går i gang med byggeriet af den cementfabrik, der skal støbe elementer til Storstrømsbroen, bliver der brug for CL Teknik til at lave slanger til maskinerne.

Claus er ikke uvant med brobyggeri. Inden han startede som selvstændig, var han bl.a. involveret i byggeriet af Storebæltsforbindelsen, hvor han arbejdede med hydraulik på de store boremaskiner, der banede sig vej under havbunden.

– Da hele det projekt var stoppet, syntes jeg, at der skulle ske noget nyt i mit liv. Så jeg gik ind til direktøren og sagde, at jeg gerne vil starte som forhandler af Parker hydraulikudstyr på Sjælland og Lolland Falster, fortæller Claus.

Direktøren var ikke glad for at miste en god medarbejder, men bakkede op om Claus. Det blev starten på HF Teknik i 1995, som senere blev til CL Teknik – igennem alle årene med det store amerikanske hydraulikfirma, Parker, som en stærk partner i ryggen.

– Parker er jo en af de markedsledende inden for hydraulik og pneumatik og fluid power. Det er et amerikansk firma med 50.000 ansatte, som har rødder i hele verden, forklarer Claus, mens han demonstrerer, hvordan en slangepresser, som monterer slangen til en fitting af metal, fungerer:

– Mange andre systemer kræver, at du går ind i nogle pressemålstabeller og finder de mål, du skal presse på, og at du stiller maskinen på det korrekte pressemål. Den del springer vi over i Parker, for i vores pressesystem ligger pressemålet nede i matricesættet, og det gør det både mere enkelt og sikkert, forklarer Claus.

Netop sikkerhed er afgørende inden for hydraulikbranchen, hvor slangerne skal kunne tåle voldsomme tryk, og hvor det kan have voldsomme konsekvenser, hvis slangerne ryger af. Derfor er Parker et af de foretrukne mærker i branchen.

claus-larsen-cl-teknik-haarlev-kontor

Det skal være et menneske du møder

Claus har gennem årene fået opbygget en solid virksomhed med mange loyale kunder over hele Sjælland og Lolland-Falster som bl.a. tæller entreprenører, landbruget, industrien, vognmænd, lokalbaner, DSB samt det offentlige.

Udover salg af hydraulik- og pneumatikkomponenter samt fremstilling af slanger, sælger CL Teknik bl.a. også slangepressere og filteranlæg, som kan rense den olie, som er i hydraulik-anlæggene. Et andet ben i forretningen er salg og eftersyn af løftegrej, som Claus også forventer kommer til at udgøre en pæn del af forretningen i Vordingborg, når kranerne skal i gang med byggeriet.

Omdrejningspunktet for CL Teknik er den personlige betjening af kunderne og den gode service.

– Jeg kan godt lide denne her personlige kontakt. Det skal være et menneske man møder ude ved disken, og vi skal give en god service. vi har mange kunder, der godt kan lide at bruge os, fordi de ved, at der sker noget, når de spørger os om noget, fortæller Claus, som gerne vil give kunderne den samme gode service i afdelingen i Vordingborg.

cl-teknik-vaerksted-hydraulik-slanger-alice

Hånden på kogepladen

Sammenlignet med de kæmpestore konsortier, som skal bygge Storstrømsbroen, er CL Teknik en ganske lille spiller. Udover Claus består virksomheden i Hårlev af hans mangeårige medarbejder Alice samt Camilla som er ved at blive lært op i butikken, Michelle som opdaterer CL Teknik’s webshop og hustruen Nenna, som står for bogføringen i hendes egen bogføringsvirksomhed. Seneste medarbejder er Jesper, som er første mand i den nye afdeling i Vordingborg, som han får det daglige ansvar for.

På trods af den lille størrelse, mener Claus alligevel, at CL Teknik har gode muligheder for at komme med i brobyggeriet, fordi de har Parker i ryggen, som leverer maskiner og udstyr til afdelingen i Vordingborg.

– Vi kører nok også lidt mere på, end man kunne forvente, sortiments- og maskinmæssigt. Der liner vi op til at kunne tilbyde den fulde pakke fra starten, forklarer Claus.

Hvert minut, en ødelagt slange sætter en maskine ude af drift, koster penge. Derfor kommer der til at være døgnservice i butikken i Vordingborg og tilkaldevagt til 8 biler, som står for fejlfinding og montering.

– Når først det kører dernede, så skal vi være der, og så har vi hånden på kogepladen hele tiden. Vi skal kunne løse opgaverne hurtigt. Vi skal til eksamen hver dag dernede, fortæller Claus.

cl-teknik-vordingborg-jesper-lehmann

Jesper Lehmann får det daglige ansvar for CL Tekniks nye afdeling i Vordingborg.

Ikke en pludselig indskydelse

At åbne afdelingen i Vordingborg er ikke en pludselig indskydelse. Claus har igennem flere år deltaget i møder om byggeriet af den kommende Femern Bælt forbindelse, og for 7-8 år siden hørte han første gang tale om byggeriet af en ny Storstrømsbro.

– Og så sagde jeg til mig selv, at jeg synes det kunne være sjovt at afslutte mit aktive virke med at være med på Storstrømsprojektet, fordi jeg også havde deltaget i Storebæltsprojektet tidligere, forklarer Claus.

Claus kunne godt vælge at læne sig tilbage og nyde de sine sidste aktive år i Hårlev uden alt det arbejde, som en ny afdeling fører med sig, men Claus er ikke bange for en udfordring, og han glæder sig til at komme i gang i Vordingborg.

– Vi får noget at lave, det er jeg helt sikker på. I princippet kunne det godt blive den afdeling, der blev størst, men nu må vi se, jeg springer ud i det i hvert fald. Vi ved ikke, hvor meget vi får at lave, men vi ved i hvert fald, at vi kan lave et par arbejdspladser dernede. Det kan også godt være, at det bliver til mere, lyder det fra Claus, som snart inviterer til Åbent Hus/reception i de nye lokaler i Vordingborg.

Du kan læse mere om CL Teknik på www.cltshop.dk eller følge virksomheden på www.facebook.com/ClTeknikAps/