Stevns Operators, som er specialister i reparation og support af Apple-produkter, startede som en hobbyvirksomhed, men har siden udviklet sig til en drøm om fuldtidsbeskæftigelse og egen butik for de to unge iværksættere Andreas Nielsen og Frederik Birch.

Når iPhonen smadrer skærmen på gulvet eller en kop kaffe i tastaturet får din MacBook til at gå i sort, er hjælpen ikke længere så langt væk, hvis du bor i Stevns Kommune. De to unge iværksættere Andreas Nielsen og Frederik Birch står bag den nye virksomhed, Stevns Operators, som er specialiseret i at reparation og support af Apple-produkter. Det er ikke mere end fem måneder siden, at de to venner startede virksomheden, som i begyndelsen mest var tænkt som en hobby-virksomhed. Siden er ambitionerne vokset i takt med, at de har fået øjnene op for virksomhedens potentiale:

– En af de ting, der tiltalte os, var at Køge by har 10 reparationssteder og de er over 30.000 indbyggere, hvor i Stevns Kommune er vi 22.000, og her er ingen steder, fortæller Frederik.

At der er et stort marked for deres virksomhed i Stevns Kommune, har de hurtigt fået bekræftet af det voksende antal kunder, som lægger vejen forbi deres virksomhed på Industrivej i Hårlev.

– I starten var det mest for sjov, men så har vi faktisk fået ekstrem stor opbakning fra dem på Stevns – de forskellige private og erhvervsdrivende, som er kommet til os og har sagt, at det er en super god idé, fortsætter Frederik.

De to venner havde samtidig en god mulighed for at etablere sig, da Frederiks gamle praktiksted, DataConsult, tilbød at stille et hjørne af deres store kontor til rådighed for den nyetablerede virksomhed.

Et ultrakomplekst maskinrum

Hvis du har set, hvad der ligger bag glasset på en iPhone, har du måske en idé om, at det kræver særlige kompetencer at udføre en reparation i det lille, men ultrakomplekse maskinrum.

-Det er virkelig komplekst og småt. Der kan hurtigt gå noget galt. Du skal virkelig vide, hvad du laver, og så kræver det en del specialværktøj, forklarer Frederik.

Frederik er uddannet inden for IT Support med speciale og certificering i Apple-produkter, mens Andreas er uddannet elektriker og er vant til at arbejde med meget små dele f.eks. i forbindelse med fiberoptik.

I Stevns Operators tilbyder de både reparation og support af mobiltelefoner, tablets og computere fra Apple. Det kan være lige fra udskiftning af et batteri til gendannelse af forsvundne feriebilleder. Det har lige fra starten været vigtigt for Andreas og Frederik, at de kan tilbyde deres kunder et højt serviceniveau.

– Her går vi ikke på kompromis – vores kunder skal være glade, og kvaliteten skal sidde der, understreger Andreas.

Når en kunde indleverer et produkt til reparation, gennemgår Frederik og Andreas produktet sammen med kunden for at sikre sig, at der ikke er andre ting galt, end de fejl, kunden allerede har opdaget. Når produktet er færdigrepareret, bliver det igen testet for fejl – det er kundens garanti for, at de ikke skal betale for uforskyldte eller unødvendige reparationer.

At reparere en MacBook kræver både særlig viden og værktøj.

At reparere en MacBook kræver både særlig viden og værktøj.

To er bedre end en

Læringskurven har været stejl for Andreas og Frederik, siden de startede Stevns Operators, for det er ikke tilstrækkeligt for dem at være gode til at reparere en MacBook. Som virksomhedsejere er det også dem, der står for regnskab, markedsføring, leverandøraftaler, kundeservice og meget mere.

– Det kan godt være en stor udfordring, det her med, at det er meget nyt at drive virksomhed. Der går lidt tid inden, man er ordentlig rutineret i det. Man kan godt mærke, at man hele tiden tænker sig rigtig godt om for ikke at lave fejl, fortæller Andreas.

I virksomheden har han og Frederik stor glæde af at være to ejerledere. Det sker ofte, at de ikke er enige om en beslutning, men det ser de kun som en fordel:

– Det er godt, at der er en, der kan være efter den anden, hvis man er på vej ud af et sidespor. Vi har ofte hver vores syn på tingene, men det ser jeg som en fordel, så længe vi kan løse det sammen, siger Andreas.

For at få styr på nogle af alle de usikkerheder, som de har haft i forbindelse med opstarten af virksomheden, har de bl.a. deltaget i Stevns Erhvervsråds Informationsmøde for Iværksættere, ligesom de efterfølgende har brugt erhvervsrådets iværksætterkonsulent Jesper Yde Knudsen til sparring:

– Han har været virkelig sød til at hjælpe os med, hvordan vi skal komme i gang og videre, forklarer Frederik.

En af de største udfordringer for Stevns Operators har været reservedelene, som udgør en betydelig udgift for de to iværksættere. Hvor de større Apple-reparatører importerer billigere dele direkte hjem fra Kina, har Stevns Operators endnu ikke brug for en tilstrækkelig stor volumen til, at det kan lade sig gøre. De har i stedet valgt at indgå en aftale med en dansk leverandør.

– Det koster så lidt mere, men til gengæld ved vi, at tingene er testede og har en god kvalitet plus at vi kan sende tingene tilbage, hvis der er noget med det, fortæller Frederik.

Drømmer om egen butik

Frederik og Andreas arbejder fuld tid ved siden af deres iværksætterprojekt, så reparationer og kontakt til kunder og leverandører foregår typisk om aftenen og i weekenden, og de daglige køreture hjem fra arbejde bliver brugt på at holde telefonmøder med hinanden.

– En af de største udfordringer er, at det godt kan være svært at give slip på arbejdet, når man er privat, men det er også, fordi vi er i vækst. Det er ligesom at have en baby, hvor du ser, hvordan det udvikler sig hele tiden. Man bliver vildt grebet af det, fortæller Frederik.

På sigt er drømmen, at de begge to kan leve af deres virksomhed, og de arbejder hele tiden på at udvikle og udvide virksomheden med de produkter, som de oplever, kunderne efterspørger.

– Det vil ikke være helt realistisk bare at kunne starte fuldtid, og reparationer alene kan vi ikke klare os for på grund af de dyre reservedele, men vores mål er, at vi prøver at udvikle på vores support og på en webshop, og så kan vi måske gå fuldtid om to år, forklarer Andreas.

Han og Frederik har samtidig en målsætning om at blive mere synlige. De markedsfører sig både via Facebook og så er de meget opmærksomme på at blive synlige i lokalsamfundet.

– Vi er glade for alle dem som følger os på Facebook, men vi skal også ud lokalt og have folks opbakning, for det er meget mund til mund på Stevns, og det handler meget om tillid, men folk har været rigtig søde til at bakke op, fortæller Frederik.

Med deres nuværende placering er de ikke specielt synlige i bybilledet, derfor er de på jagt efter nye lokaler i Store Heddinge, så de kan få flere kunder ind fra gaden.

– Vi drømmer jo om, at det kan blive stort, og at vi kan lave en god butik af en vis størrelse, slutter Frederik.

Læs mere om Stevns Operators på www.stevns-operators.dk og følg virksomheden på Facebook