Månedens Iværksætter: Aulebjerg El Aps

Allan Bjerg Nielsen startede i 2017 virksomheden Aulebjerg El Aps

Et venligt skub fra læremesteren har været med til at sætte iværksætterdrømmen i gang hos den kun 25-årige autoriserede elinstallatør, Allan Bjerg Nielsen, i Strøby. I Aulebjerg El Aps tilbyder han alle former for el- og installationsarbejde til både private og virksomheder.

På familiegården Aulebjerg finder man en af Stevns’ succesfulde unge iværksættere: Allan Bjerg Nielsen, der står bag virksomheden Aulebjerg El Aps. Hønsehuset er renoveret og indeholder nu værksted og kontor i stedet for knevrende høns.

Allan havde aldrig overvejet at læse videre til installatør. Det var først, da hans læremester prikkede ham på skulderen og kom med en opfordring:

–  Til at starte med ville jeg slet ikke have læst videre. Da jeg var ved at være færdig som elektriker, så sagde min læremester: ”Nu tager du lige to år til, så kommer du ud på den anden side med mange flere døre åbne.” Det fik han så lokket mig til.

Derefter er det gået stærkt for den unge elektriker. Efter elektrikeruddannelsen læste han direkte videre til installatør, hvor han så småt startede sit firma op. Og selvom han i dag sidder med en velfungerende og travl virksomhed, så erkender han også, at det kræver hårdt arbejde at starte selvstændigt:

–  Den største udfordring har nok været, at der ligger så meget arbejde i det. Det er fantastisk, og jeg hygger mig med det hver dag, men der er mange timers arbejde hver eneste dag. Jeg har jo selv alle hattene på: Jeg er mester, jeg er den udførende, jeg er bogholder osv.

Men selvom det kræver hårdt arbejde at blive selvstændig, så er det ifølge Allan det hele værd. Den store drivkraft har været at sætte sit eget præg på firmaet:

–  Der var mange, der spurgte nysgerrigt, hvorfor jeg ikke bare købte en igangværende virksomhed og byggede videre på det. Det var bare ikke det samme som at starte fra bunden og selv skabe firmaet.

ivaerksaetter-stevns-elektriker-erhvervsraad
Allan udfører alt lige fra renovationsarbejde til hvidevareservice

Tid til kaffe og hjemmebag
Opstarten som selvstændig er gået over al forventning for Allan. Men kunderne er heller ikke kommet af sig selv. Hurtigt erfarede Allan, at han primært skulle nå ud til potentielle kunder igennem godt netværk frem for markedsføring:

–  Da jeg startede op, var jeg klar over, at selvom jeg havde rigeligt at lave, var jeg også nødt til at markedsføre mig en lille smule. Så kom jeg på håndværker.dk, hvor folk kan gå ind og anbefale mig den vej. Det har givet en lille smule. Men ellers har det hovedsageligt været folk, jeg har lavet noget for. Så har de været glade for mit arbejde, så siger de det videre til deres venner, som siger det videre.

Netværk og tilfredse kunder har derfor været vejen frem til en større kundegruppe, der i dag tæller 10 virksomheder og 60-70 forskellige private kunder. Men hvad gør den unge elinstallatør for at adskille sig fra andre elektrikere i branchen?

–  Jeg tager mig tid til at tale med mine kunder og forstå deres behov over en kop kaffe og evt. lidt hjemmebag. Det er super hyggeligt og gør kun min arbejdsdag bedre. Jeg bryder mig ikke om, når taxametret kører fra det øjeblik, jeg går ind ad døren. Alt skal ikke afregnes og gøres op i minutter.

Det er vigtigt for Allan at tage sig tid til sine kunder
Det er vigtigt for Allan at tage sig tid til sine kunder

Den grønne tråd
Ligesom kundegruppen er arbejdsopgaverne også forskelligartede: Alt lige fra montering af vaskemaskiner til renoveringsarbejde og hvidevaresalg. Dog er der også en stigende tendens i kundernes efterspørgsel: Energivenlige løsninger.

Allan valgte at tage en VE-uddannelse under installatøruddannelsen, der netop sætter fokus på vedvarende energi. Det er han glad for den dag i dag, hvor flere af kunderne efterspørger solcellebatterier. Og det er da heller ikke en tilfældighed, at Allan sidder i en grøn bluse og har valgt at male firmabilen grøn. Det er både en farve og en mærkesag, der går igen:

–  Jeg forsøger hele tiden aktivt at vælge den grønne løsning og at anbefale mine kunder at vælge grønt. På den måde kan jeg også leve op til mottoet ”Tænk grønt”, der står på bilen.

Da samtaleemnet ryger ind på hans fremtidsplaner, svarer Allan prompte:

–  Jeg skulle gerne vokse i takt med opgavernes efterspørgsel. Jeg kunne godt tænke mig at have et firma med 10-15 ansatte. Så er planen selvfølgelig også at blive boende her på Stevns.

Du kan læse mere om Aulebjerg El Aps på deres hjemmeside og følge virksomheden på Facebook