I en tid hvor verden ændrer sig hurtigt og uforudsigeligt, er det afgørende for din virksomheds overlevelse og vækst, at den kan følge med og tilpasse forretningen til ændrede vilkår og nye markeder. Gennem non-profit foreningen Sparringspartnerne, som Stevns Erhvervsråd samarbejder med, har du mulighed for at få en erfaren sparringspartner ved din side, som du kan drøfte retningen for din virksomhed med.

Sparringspartnerne består af en række erfarne erhvervsledere, som tilbyder at stille deres erfaringer til rådighed i et sparringsforløb hos virksomheder, der er klar til at udvikle og styrke driften af deres virksomhed. Mange af sparringspartnerne har selv ledt en virksomhed gennem krisetider, og derfor kan de være en stor hjælp for nyere virksomheder, der med pandemien gennemlever deres første alvorlige virksomhedskrise.

Sparringspartnernes formand Niels Buchholst er en af de virksomhedsledere, som har erfaringer med en række af krisesituationer, der flere gange har tvunget ham til at analysere situationen, sadle om og tænke utraditionelt – både da hans virksomhed i midten af halvfemserne stod i flammer og et årti senere, da virksomhedens bank krakkede under finanskrisen.

”Vi har en masse erfaringer at dele ud af, og vi stiller os meget gerne til rådighed. Det er dog vigtigt at slå fast, at vi ikke er et alternativ til alle de glimrende hjælpeforanstaltninger, der er taget i både offentligt og semi-offentligt regi. Vi er et supplement. Men vi har meget, vi kan byde ind med,” siger Sparringspartnernes formand Niels Buchholst.

Helt konkret tilbyder Sparringspartnerne et gratis 12-timers sparringsforløb med en sparringspartner som bliver matchet til din virksomhed. Alt efter behov kan forløbet inkludere en risikovurdering af din virksomhed, som peger på, hvilke indsatser der kan styrke virksomheden, så den står mere robust under en krise. Hvis du efter de 12 timers sparring har lyst til at fortsætte forløbet, koster det 750 kr. i timen.

Læs mere om Sparringspartnerne

Kontakt for mere info:
Mogens Birch Larsen, ambassadør i Region Sjælland
Tlf.: +45 21239020
Mail: mogens@consulteam.dk