K. Freitag: Vi vil gerne samarbejde mere lokalt

Entreprenør Knud Freitag og medarbejder Trine Krogsgaard arbejder på at få flere lokale opgaver.

Entreprenørvirksomheden K. Freitag har i flere år lavet store projekter i København, og det har påvirket det tætte forhold til kunderne på Stevns. Derfor har virksomheden været på OneDay-kursus hos Stevns Erhvervsråd for at få inspiration til, hvordan de kan blive mere synlige lokalt.

Det er de færreste på Stevns, der ikke er stødt på virksomheden K. Freitag, som har fået sit navn efter manden bag firmaet, Knud Freitag. Måske har han lavet din carport, hjulpet din svoger i gang som underentreprenør eller også har du bare set hans vogne og maskiner køre op og ned ad de stevnske landeveje.

Knud Freitag startede helt tilbage i 1960 med at køre læs for stevnske landmænd, efter han var kommet tilbage fra militæret. Dengang var det mest presset halm, han kørte med, for det var der efterspørgsel på, men hurtigt fik han sparet sammen til en traktor, der både kunne læsse gødning og grave, og det åbnede op for, at de kunne begynde at grave dræn i 60’erne.

Det blev hurtigt vejen ind i entreprenørfaget, og der har han været lige siden. Nu er hans to sønner også en del af virksomheden, og virksomheden er vokset til at dække godt 60 mand, inklusive dem, der bliver lejet ind fra andre virksomheder. Det gør, at K. Freitag kan lave meget varierede opgaver:

-Vi graver huller i jorden, støber parkeringskældre med elevatorgrupper og laver alt under jorden. Vi laver også privatopgaver såsom carporte, tage og kloaklægning. Vi har opgaver på alt fra 25 mio. kr. til private opgaver på 2.000 kr., fortæller Knud Freitag.

På kursus i markedsføring
Over de seneste par år er kunderne fra Stevns dog faldet langsomt fra, mens der kommer flere og flere opgaver ind fra København. Derfor har Knud Freitag været på OneDay-kursus i salg og markedsføring sammen med sin medarbejder, Trine Krogsgaard. Hun har en baggrund i salg fra detailbranchen og kan derfor komme med nogle input fra et nyt perspektiv:

-Jamen, vi tog på kurset fordi, vi gerne ville blive bedre til at annoncere. Trine har jo lært mere end mig om at sælge, så derfor måtte være hende, der skulle være med til at sælge varen, siger Knud Freitag.

En del af K. Freitags udfordring er ifølge Trine Krogsgaard, at de i nogle år har taget opgaver for så store kunder, at de mindre, private kunder ikke længere tror, de kan få hjælp til deres opgaver:

-Vi skal være meget mere synlige overfor private. Det nytter ikke noget, at vi er synlige overfor firmaerne i København, når vi gerne vil arbejde mere lokalt. Det har kørt på skinner i København på grund af vores omdømme, men vi skal sørge for, man ikke bliver skræmt væk som privatperson; billeder af de store parkeringskældre sælger ikke til én, der gerne vil have lavet en terrasse, siger Trine Krogsgaard.

Enige om at være uenige
Efter en dag på OneDay-kursus har både Knud Freitag og Trine Krogsgaard fået stof til eftertanke, og det kommende stykke tid skal bruges på at finde ud af, hvordan de nye inputs kan implementeres i virksomheden. Her bliver det dog tydeligt, at de ser på tingene med meget forskellige øjne. De er i hvert fald begge enige om, at de sjældent er enige. Dog mener Knud Freitag, at det kan være en fordel i det daglige:

-Vi er nok meget uenige. Det er jo sådan, at selvom jeg ikke helt vil indrømme det, så kan de unge nogle ting. Jeg gik jo kun i skole hver anden dag, så der røg jo nok noget dér. De yngre er bedre til matematik, EDB og teknik generelt. Vi er jo ikke så enige, men det går jo nok.