Iværksætter om ny butik i Hårlev: Det bliver så fedt

I juni sidste år så Blomsterskuret for første gang dagens lys. Det var iværksætteren Christina Birkedal, der fik idéen til at åbne en blomsterbutik i skuret ved sit private hjem, og det har vist sig at være en god idé. Nu, blot et år efter åbningen, kan Blomsterskuret rykke op til større lokaler i Hovedgaden i Hårlev:

-Det er bare gået så godt. Folk er meget positive og der er mange, der siger, at det bliver godt og at vi fortjener noget større. Kunderne er glade på vores vegne, fortæller Christina Birkedal.

Blomsterskuret er som en hobby
Christina Birkedal havde ikke prøvet at starte virksomhed op før, men hun var ikke i tvivl om, at hun skulle arbejde med blomster:

-Jeg har altid haft noget for blomster. Jeg elsker blomster og planter. Det giver bare noget til tilværelsen. Jeg har selv en baggrund som salgsassistent, så jeg har kunderkontakt, og så har jeg lært mig op indenfor blomster og taget kurser. Jeg brænder virkelig for det. Det er lige så meget en hobby som en virksomhed, fortæller Christina Birkedal.

Til dagligt står Christina alene i butikken, men så får hun også hjælp af ægtemanden til at pakke og sætte varer op. Med 3 børn og mange glade kunder går tiden derfor stærkt:

-Tiden flyver jo afsted. Nu glæder jeg mig bare til at få noget mere plads.

Butiksåbning d. 9 maj
Det nye Blomsterskuret åbner dørene op på lørdag d. 9 maj, og det er ikke en helt tilfældig dato:

-Vi åbner op dagen før Mors Dag. Vi har planlagt lidt kaffe og noget lækkert til kunderne, men det skal selvfølgelig være et “coronavenligt” arrangement. Så kommer vi også til at have nogle gode åbningstilbud. Det skal man da have, siger Christina Birkedal.

Blomsterskuret åbner lørdag kl. 09.30 på Hovedgaden 29.