Flere lokale iværksættere på trods af corona

Covid-19 ser ikke ud til at have lagt en dæmper på Stevnsboernes lyst til at starte som selvstændige. Ifølge nye tal fra VækstVilkår har Stevns oplevet en markant større fremgang i antallet af nye virksomheder sammenlignet med resten af regionen.

Da Danmark lukkede ned i foråret, lukkede det tilsyneladende ikke ned for folks lyst til at starte nye virksomheder i Stevns Kommune. Nye tal fra VækstVilkår, som kortlægger væksttendenserne i Stevns Kommune, viser en fremgang på 11% flere nye virksomheder i 2. kvartal 2020 sammenlignet med samme kvartal i 2019. Til sammenligning faldt antallet af nye virksomheder med 2,1% i hele Region Sjælland.

– Det er rigtig positivt, at folk ikke har mistet modet på at springe ud som selvstændige på trods af lidt mere usikre tider, og i erhvervsrådet har vi faktisk også bemærket, at vi har fået flere henvendelser end normalt fra nye iværksættere, fortæller Stevns Erhvervsråds iværksætter- og virksomhedskonsulent Jesper Yde Knudsen, som hvert år hjælper mange af kommunens nye erhvervsdrivende godt fra start.

Se hvordan du kan få hjælp til opstart af virksomhed hos Stevns Erhvervsråd

Flest nye virksomheder inden for byggebranchen

De nye virksomheder er startet inden for mange forskellige brancher, men det er især startet mange virksomheder inden for byggeri og anlæg, som tegner sig for 22% af de nye virksomheder, mens handel tegner sig for 18% af de nye virksomheder. Ifølge Jesper Yde Knudsen kan de mange nye håndværksvirksomheder være et resultat af en byggebranche med meget at lave:

– Vi hører fra kommunens bygge- og anlægsvirksomheder, at de har rigtig travlt, så det kan meget vel tænkes, at det har fået flere til at starte som selvstændige, fordi de har set, at der var et marked for deres virksomhed, fortæller Jesper Yde Knudsen, som dog også peger på en mere dyster grund til de mange selvstændige:

– Vi kan jo kun gætte på årsagen til de mange nye virksomheder, men en mulig forklaring kan også være, at der har været en stigning i antallet af arbejdsløse i 2. kvartal, og det kan have fået flere til at forsøge at skabe deres egne jobs som selvstændige, fortæller Jesper Yde Knudsen.

Han har kigget nærmere på de i alt 49 nye virksomheder, som er startet i 2. kvartal og vurderer, at en del af de nye virksomheder dækker over selskabsomdannelser. Da det også vil være tilfældet for en del af virksomhederne i resten af regionen, mener han dog stadig at tallene vidner om, at der er mere gang i iværksætteriet i kommunen sammenlignet med resten af regionen.

 Se flere tal for Stevns’ erhvervsudvikling i Vækstvilkår  


 VækstVilkår

”Vækstvilkår – seneste udviklingstendenser” udarbejdes af Erhvervhus Sjælland. Publikationen formidler data og kvartalvis statistik vedr. erhvervsudviklingen i Stevns Kommune. Data stammer fra Erhvervsstyrelsens regionale statistikbank og Danmarks Statistiks statistikbank. Hertil kommer særudtræk fra Danmarks Statistik, Erhvervsstyrelsen samt udtræk fra CVR-registret.