Efter flere års fremgang rykker Stevns i år tilbage i DI’s årlige erhvervsklimaundersøgelse, hvilket ærgrer Erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd.

Stevns er i år gået tilbage fra en 59. plads til en placering som nummer 73 i DI’s årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsklima.

– Vi har igennem flere år haft et godt samarbejde med kommunen om, hvordan vi forbedrer vilkårene for erhvervslivet. Derfor er vi selvfølgelig ærgerlige over, at vi i år går tilbage. Undersøgelsen er en indikator på, hvilke områder af kommunens erhvervsservice, man ifølge erhvervslivet skal fokusere på, så nu vil vi gå i dialog med kommunen om, hvordan vi får styrket de områder, hvor vi klarer os dårligt, siger erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd.

Undersøgelsen bygger både på statistiske indikatorer, mens virksomhedernes vurderinger af kommunen vægter 2/3 af resultatet, og det er især erhvervslivets vurdering, som trækker ned inden for flere områder. Derfor mener Thomas Christensen også, at nøglen til bedre erhvervsklima ligger i den tætte kontakt til erhvervslivet.

– Vi har allerede stor fokus på at høre, hvad der rør sig i erhvervslivet, når vi hver uge besøger Stevns’ virksomheder sammen med Stevns Kommune, og det er helt essentielt, at vi fortsætter den indsats, så vi sammen kan blive klogere på, hvordan vi forbedrer erhvervsklimaet, lyder det fra Thomas Christensen.

Han peger samtidig på, at erhvervsrådet og kommunen kan blive bedre til at fortælle erhvervslivet om de gode rammevilkår, der findes i Stevns kommune. Eksempelvis opnår Stevns topplaceringer inden for de statistiske indikatorer som drejer sig om skatter, afgifter og gebyrer. Alligevel giver erhvervslivet Stevns en middelmådig placering inden for denne kategori.

Plads til forbedring

En af de kategorier, som især trækker Stevns’ placering ned, er Infrastruktur og Transport, hvor Stevns er placeret som nr. 86. Det er samtidig det indsatsområde, som virksomhederne mener, at kommunen bør prioritere allerhøjest.

– Transporten af medarbejdere, kunder og varer til og fra virksomhederne er helt afgørende for den daglige drift og mulighederne for udvikling. Erhvervsrådets bestyrelse kigger derfor også meget opmærksomt på infrastruktur og har gjort det hele efteråret, hvor vi har været i dialog med kommunen om fremskridt der. Desværre er det et parameter, som vi har meget svært ved at rykke på alene, siger erhvervschef Thomas Christensen, som fortsætter:

– Og så må vi sammen med kommunen kigge på, hvorfor vi i år er så dårligt placeret, når det gælder kommunal sagsbehandling. Her er bestemt plads til forbedring, for det er afgørende for virksomhedernes muligheder for udvikling, at de oplever hurtig og smidig sagsbehandling, lyder det fra erhvervschefen med henvisning til placeringen som nr. 93 inden for kategorien Kommunal Sagsbehandling.

Inden for kategorien Image trækker det ned, at Stevns ikke klarer sig lige så godt som andre kommuner, når det gælder antallet af nystartede virksomheder. Her synes erhvervschefen dog ikke, at undersøgelsen er helt retvisende.

– Undersøgelsen måler kun på virksomheder, som har form som A/S eller ApS, og en meget stor andel af vores virksomheder er personligt ejede, forklarer Thomas Christensen, som henviser til, at Stevns faktisk ligger langt over regionens gennemsnit, når det kommer til antallet af nystartede virksomheder i undersøgelsen VækstVilkår 2020, som også netop er offentliggjort.

Flere lyspunkter

Thomas Christensen bemærker, at der også er flere lyspunkter i undersøgelsen. Bl.a. går Stevns frem fra nr. 59 til nr. 31 i kategorien Uddannelse. Samarbejdet mellem erhvervslivet og kommunens folkeskoler er netop en del af kommunens erhvervspolitik, hvor projektet Iværksætteri på Skoleskemaet skal give flere af Stevns’ folkeskoleelever lyst til at gå iværksættervejen gennem et tæt samarbejde med kommunens lokale virksomheder.

– Jeg hæfter mig samtidig ved, at Stevns igen i år er godt placeret, når det gælder brugen af private leverandører. Vi oplever også, at kommunen prioriterer en god dialog med erhvervslivet, når de på et årligt møde præsenterer det kommende års anlægs- og vedligeholdelsesprojekter og forklarer hvordan, virksomhederne kan byde ind. Ved forårets nedlukning så vi også, hvordan kommunen forsøgte at holde hånden under vores lokale erhvervsliv ved at fremrykke planlagte bygge- og renoveringsopgaver, og det skal de have ros for, lyder det fra erhvervschefen.

Se Stevns’ placering i Dansk Industris undersøgelse Lokalt Erhvervsklima 2020