Engvang Frugt: Studerende giver inspiration til at nytænke restprodukter

Annelise Nielsen og Dan Christensen med et af de 250 stevnskirsebærtræer, som blev plantet på Engvang Frugtplantage for et år siden.

Fødevareproduktion efterlader restprodukter. Men hvad enten det er rapskager, ekstra auberginer eller skræl og sten fra kirsebær, så er det en ressource, som kan blive til nye fødevarer eller bruges aktivt.

Derfor har Engvang Frugt & Specialiteter været på Katedralskolen i Nykøbing d. 1. oktober, hvor studerende og ni virksomheder var samlet om at gøre rester og overskud fra fødevarevirksomheder til nye ressourcer. Her præsenterede de ni medvirkende virksomheder hver en udfordring. De blev herefter parret med de studerende, der med innovative idéer skal forsøge at løse udfordringerne vedrørende ressourceeffektivitet.

-Det er rigtig interessant for os, hvis noget af det, som man i dag bare smider ud, kan blive til noget nyt. Her tilfører de studerende en masse spændende idéer og innovation, som vi kan bruge til nye produkter. Så vi er rigtig glade for at være kommet i gang, udtaler Annelise Nielsen fra Engvang Frugt & Specialiteter.

Stevnskirsebær blev crowdfunded
De 250 kirsebærtræ, der har været starten på samarbejdet, blev plantet på Engvang Frugtplantage for over et år siden og blev finansieret af mange små bidragsydere, som tilsammen støttede projektet med 62.000 kr. Crowdfunding-kampagnen opstod i et samarbejde med Stevns Erhvervsråds daværende turismekonsulent, Thor Nielsen, i et projekt, der skulle være med til at sætte Stevns på landkortet for sine lokale fødevarer. Læs mere om projektet her. 

Studerende og virksomheder samarbejder om de mange gode idéer.
Studerende og virksomheder samarbejder om de mange gode idéer.

Et samarbejde mellem virksomhed og studerende
Indsatsen kaldes for Food Days Sjælland og består af et samarbejde mellem en virksomheder og en gruppe studerende på fagrelevante studier. På et fælles møde afklarer de målet med samarbejdet og afslutter det med en kåring af de bedste ideer.

Heidi Høy Dyrholm fra Agro Business Park er tovholder på aktiviteten og mener, at de unge kan bidrage med noget godt til virksomhedernes arbejde med ressourcespild:

-Der tales jo rigtig meget om, at vi skal passe på jordens ressourcer. Det her er det konkrete arbejde, der kan være med til at løse det. Kan vi bruge nogle ressourcer, som i dag faktisk er skrald og få det til at blive til noget nyt og anderledes, så gør vi noget godt for virksomheds bundlinje og for vores klode generelt. Men det kræver innovation og gode idéer, og her kan de studerende virkelig bidrage, siger Heidi Høy Dyrholm.

Food Days Sjælland er lavet i samarbejde med VIIRS, som er en indsats, der styrker virksomheder via viden, og projektet Connecting Zealand, som blandt andet har fokus på ressourceeffektivitet i virksomheder. Connecting Zealand er finansieret af Region Sjælland.

Læs mere om Engvang Frugt & Specialiteter her:
Månedens virksomhed: Engvang Frugtplantage