Det handler om digital synlighed…

Per Strøm fra Stevns Klint B&B med seniorerhvervskonsulent i turisme, Johan Bache.

Otte turismevirksomheder får netop nu styrket deres digitale synlighed igennem et projektforløb med Stevns Erhvervsråd. Projektets formål er at udvikle nye hjemmesider til aktørerne, nyt fotomateriale og en skærpet markedsføringsstrategi.

I slutningen af juni var otte turismevirksomheder samlet for at få en praktisk indføring i, hvordan de arbejder med deres digitale synlighed på hjemmesiden og via de sociale medier:

– Analyser viser, at hjemmesiderne kraftigt påvirker beslutningsprocessen for gæsterne. Derfor er det afgørende, at budskaber og udtryk taler direkte ind i målgruppen for den enkelte aktør, og at dette understøttes af brugen af de sociale medier, forklarer seniorkonsulent i turisme Johan Bache om baggrunden for projektet, hvor aktørerne får konkrete værktøjer og inspiration til at styrke deres online tilstedeværelse.

Hjemmesiderne bliver til i tæt samarbejde med virksomhederne og tager udgangspunkt i den enkelte virksomheds værdier, budskaber og målgrupper – som dog er blevet godt og grundigt udfordret undervejs, fortæller Per Strøm fra Stevns Klint B&B:

– Projektet løfter vores digitale synlighed samtidig med, at det gør os klogere på markedsføringsstrategi. Det er noget, som har stor værdi for min virksomhed, for det handler om at gøre sig mest mulig synlig online, men det er samtidig vigtigt, at man tænker over hvordan; hvem er det man gerne vil tiltrække?

For Per Strøm har den nye markedsføringsstrategi bl.a. ført til, at han har udviklet pakkeløsninger målrettet forskellige målgrupper.

Det er en uddannelse

Meningen er, at virksomhederne efter forløbet selv kan videreudvikle deres kommunikation og synlighed, så der indgår også uddannelsesmoduler i at arbejde konkret med hjemmesiden og at skabe videoindhold til for eksempel Facebook.

workshop-hjemmesideprojekt– Hovedformålet er, at de selv skal administrere det bagefter. Vi har givet virksomhederne viden og inspiration til, hvordan de griber deres online markedsføring an – det er en uddannelse. Jeg oplever, at virksomhederne er meget åbne, videbegærlige og tillidsfulde, hvilket er et afgørende grundlag for at skabe indsigt og spændende aha-oplevelser, forklarer Jesper Andreassen fra reklamebureauet Coverganda, som står bag det digitale løft af virksomhedernes synlighed.

Carsten Jakobsen fra Gjorslev Gods glæder sig også over forløbet:

-Vi vil gerne udvikle vores forretning til også at være mere åben overfor turisme, oplevelser og events. Derfor er udviklingen af en ny hjemmeside meget relevant netop nu, så vi kan inddrage de nye initiativer og budskaber i et samlet hele. Forløbet med sparring og strategi har været meget givende, og det at projektet rummer helt konkrete værktøjer, vil bestemt styrke vores digitale tilstedeværelse markant.

Johan Bache forklarer, at erfaringerne fra projektet viser, at der både er et ønske og et behov for at dykke ned i og styrke de digitale kompetencer, og han glæder sig over virksomhedernes store engagement:

– I Stevns Erhvervsråd vil vi derfor arbejde henimod lignende uddannelsesprojekter for i sidste ende at skabe en større synlighed for vores smukke Stevns.

 


Fakta:

Stevns Erhvervsråd har taget initiativ til et projekt, som løfter 8 turismevirksomheders online synlighed bl.a. med nye hjemmesider.

Virksomhederne er: Gjorslev Gods, Stevns Klint B&B, Dambækgård, Engvang Frugt, Madlandet, The Norrmans, Limelight Boardsport, Akaciegaarden B&B.

Projektet er støttet med 125.000 kr i LAG-midler fra Udvikling Stevns og den enkelte deltager betaler selv 5000 kr for at deltage i projektet,

Hjemmesiderne bliver lanceret løbende.