Stevns Erhvervsråd
Stevns Erhvervsråd
Stevns Erhvervsråd
phones ad code
Authors Posts by Sara Tatiana Schwartz

Sara Tatiana Schwartz

53 POSTS 0 COMMENTS

Visby.dk: Sådan fokuserer du på det, du kan gøre noget ved

Rasmus Visby fra Visby.dk hjælper ledere gennem udfordringer i virksomheden og realisering af nye muligheder. Han har dog også selv måtte lære af sine egne teknikker for at drive sin virksomhed sikkert gennem den seneste svære periode.  

Coronakrisen ramte mange virksomheder hårdt, og det har da også kunne mærkes i Visby.dk, hvor der lige pludseligt var længere imellem kunderne. Til dagligt hjælper Rasmus Visby sine kunder med sparring, facilitering af processer, kurser, strategi og organisatoriske processer – bl.a. samarbejdsforløb der inkluderer persontypetest i teams.

Rasmus’ fuldtidsfokus på egen virksomhed startede for blot et års tid siden, så det er nyt for ham at skulle forholde sig til en krise:

-Der har da været dage, hvor jeg har haft lyst til at gøre som Maude i Matador og gå i seng igen, siger Rasmus Visby om coronakrisen. Ifølge Rasmus Visby er det en normal reaktion for virksomhedsledere, der ofte er personer, som gerne vil have indflydelse på ting omkring dem:

-Jeg ved fra min persontype, at jeg har det sværest, når jeg er udenfor indflydelse. Der er mange erhvervsdrivende, der har det sådan. Derfor har jeg brugt et værktøj, som sætter fokus på det, man selv kan gøre noget ved i en krise, fortæller han.

 

Visby.dk: 5 gode tips i en krisetid

  • Fokuser på det, du kan kontrollere
  • Omlæg dine aktiviteter: Ryk rundt og gør ting anderledes
  • Vær nysgerrig og omsorgsfuld overfor dine kunder uden at tænke på salg
  • Opsøg ny viden, der udvikler dig
  • Se indad i virksomheden: Brug tid på at forbedre og trim strategien


Fokus på det, du kan kontrollere

Et af de simple værktøjer, Rasmus Visby blandt andet har brugt til at holde gang i forretningen, er at udarbejde en TO-DO-liste med ting, han kunne gøre noget ved her og nu. Det har været med til at fremrykke projekter, så han fortsat kunne skabe udvikling i sin virksomhed:

-Jeg gennemgik alt det, jeg længe gerne har villet gøre noget ved, men hvor tiden har manglet. Det har jeg fremrykket. Corona er uden for min rækkevidde, så jeg har fokuseret på det, jeg har kunnet gøre noget ved nu.

For Rasmus Visby har det for eksempel betydet at fremrykke projekter, der var planlagt til senere på året, og igangsætte en plan for noget videreuddannelse, der stod på ønskelisten. På den måde holdt han gang i sig selv og virksomheden, selvom der ikke var så mange kunder.

At se indad i virksomheden

Rasmus Visby mener også, at coronakrisen har været en mulighed for at stoppe op og reflektere over virksomhedens strategi:

-Jeg er selv blevet opmærksom på, at jeg vil starte på et nyt kursus, da jeg kiggede indad på min egen virksomhed. Jeg kan se, at jeg skal specialisere mig endnu mere indenfor bæredygtig forretningsudvikling, projektledelse ol. for at stå skarpt i markedet.

Så løfter Rasmus Visby også sløret for, at han går og arbejder på at udvikle nogle helt nye produkter:

-Jeg udvikler i øjeblikket tre-fire nye ydelser/værktøjer fra bunden, der kan stå unikt i markedet både indholds- og navngivningsmæssigt. Det sker bl.a. sammen med en række samarbejdspartnere. Men man vil ikke være i tvivl om, at det er med det centrale DNA fra Visby.dk. Den slags udvikling tager tid – inddragelse af andre – tests mm. Men det var jo netop overskudstid vi fik ‘foræret’ med krisen.

 

Iværksætter om ny butik i Hårlev: Det bliver så fedt

I juni sidste år så Blomsterskuret for første gang dagens lys. Det var iværksætteren Christina Birkedal, der fik idéen til at åbne en blomsterbutik i skuret ved sit private hjem, og det har vist sig at være en god idé. Nu, blot et år efter åbningen, kan Blomsterskuret rykke op til større lokaler i Hovedgaden i Hårlev:

-Det er bare gået så godt. Folk er meget positive og der er mange, der siger, at det bliver godt og at vi fortjener noget større. Kunderne er glade på vores vegne, fortæller Christina Birkedal.

Blomsterskuret er som en hobby
Christina Birkedal havde ikke prøvet at starte virksomhed op før, men hun var ikke i tvivl om, at hun skulle arbejde med blomster:

-Jeg har altid haft noget for blomster. Jeg elsker blomster og planter. Det giver bare noget til tilværelsen. Jeg har selv en baggrund som salgsassistent, så jeg har kunderkontakt, og så har jeg lært mig op indenfor blomster og taget kurser. Jeg brænder virkelig for det. Det er lige så meget en hobby som en virksomhed, fortæller Christina Birkedal.

Til dagligt står Christina alene i butikken, men så får hun også hjælp af ægtemanden til at pakke og sætte varer op. Med 3 børn og mange glade kunder går tiden derfor stærkt:

-Tiden flyver jo afsted. Nu glæder jeg mig bare til at få noget mere plads.

Butiksåbning d. 9 maj
Det nye Blomsterskuret åbner dørene op på lørdag d. 9 maj, og det er ikke en helt tilfældig dato:

-Vi åbner op dagen før Mors Dag. Vi har planlagt lidt kaffe og noget lækkert til kunderne, men det skal selvfølgelig være et “coronavenligt” arrangement. Så kommer vi også til at have nogle gode åbningstilbud. Det skal man da have, siger Christina Birkedal.

Blomsterskuret åbner lørdag kl. 09.30 på Hovedgaden 29.

Få styr på din strategi og økonomi under coronakrisen

Under titlen “Få styr på din økonomi under coronakrisen” inviterede Stevns Erhvervsråd til webinar med to lokale erhvervsdrivende: Rasmus Visby fra Visby.dk og Bent Pedersen fra BP Revision.

Nu kan du se begge indlæg, så du også kan få glæde af de mange spændende tips, der blev givet!

Visby.dk: Sådan tilpassede jeg min virksomhedsstrategi til corona
I dette spændende indlæg fortæller Rasmus Visby om forskellige måder at tilpasse sin virksomhedsstrategi til coronakrisen samt om, hvordan man holder mentalt fokus i en situation, når man føler, man står uden for indflydelse.

 

PB Revision: Få styr på økonomien under corona
Kom helt ned i dybden med økonomien, når revisor Bent Pedersen giver sine inputs til hjælpepakker, likviditet og økonomistyring under coronakrisen.

 

Vi har flere spændende webinarer på vej! Se alle vores arrangementer her

Genslib vil modernisere produktionen i projekt med Stevns Erhvervsråd

Kim Kinnerup rykkede i slutningen af 2018 sin virksomhed, Genslib, fra Glostrup til Store Heddinge.

Stevns Erhvervsråd står bag et digitaliseringsprojekt, hvor 6 virksomheder får rådgivning til digital omstilling, og kan sparre med hinanden om projektet. En af deltagerne i projektet er Genslib ApS fra Store Heddinge, som gerne vil udvide produktionen. 

Det hele startede med en henvendelse fra Stevns Erhvervsråd om et indledende møde, fortæller Kim Kinnerup, der er direktør for virksomheden Genslib ApS. Fra lokalerne i Store Heddinge står i alt 3 mand for at slibe metal for industrivirksomheder, og det er et område, der er i rivende, digital udvikling: 

-Det er en rigtig spændende tid i forhold til udvikling om robotter og det, man kalder “Industri 4.0”, hvor mennesket smelter sammen med robotteknologi. Her kan robotterne overtage de trælse opgaver, så medarbejderne f.eks. ikke får ondt i armen, fortæller Kim Kinnerup. 

Slibning af genstande til rummet
Genslib ApS har en over 40 år lang historie, hvor de har opbygget specialkompetence til at udføre krævende opgaver inden for slibning af bl.a. hurtigt roterende aksler og anden kompleks behandling af metalemner. De sliber altså så præcist, at de måler slibegenstandende helt ned i my – tusindedele millimeter. 

Sådanne genstande kan man bl.a. bruge i medicinalbranchen, til olie- og gasindustrien og til satellitter i rummer. Det kræver, at man hele tiden er opdateret med de nyeste maskiner. 

Opfordring var god timing
Da Kim Kinnerup fik en opfordring fra Stevns Erhvervsråd til at deltage i et lokalt projekt kaldet “Digitale veje til vækst”, var det derfor god timing for den lille industrivirksomhed, der allerede var begyndt at se på nye, digitale muligheder: 

-Vi har kigget på robotter før, men er ikke kommet videre. Som en lille virksomhed skal man vare sig, for en forkert investering kan være dyr. Alt, der har med IT at gøre, er jo ofte overhalet af opdateringer dagen efter. Nu har vi fået tilskud til en analyse af vores behov, og vi håber, det kan være med til at sikre, at vi ikke laver fejlinvesteringer, fortæller Kim Kinnerup. 

Genslib ApS har allerede omstillet en stor del af virksomheden digitalt. I dag kører dele af administrationen over internettet, og det har gjort det muligt at frigøre ressourcer til andre ting. 

Henvendelsen var også en positiv overraskelse for Kim Kinnerup: 

-Det lød interessant. Den type henvendelse har jeg aldrig fået fra et erhvervsråd før. 

Næste skridt: 24-timers produktion
Én af Genslibs grunde for at deltage i projektet er at afsøge hvordan, virksomheden kan implementere 24-timers, ubemandet produktion. Ved at investere i de rigtige maskiner vil virksomheden derfor kunne køre selv efter fyraften: 

-Det har mange fordele, men særligt er det jo, at slibemaskiner er rigtig dyre. Jo flere timer, den kører, des hurtigere har du tjent maskinen hjem. Hvis robotten kan lade emnerne ind i maskinen, kan den køre i 24 timer, fortæller Kim Kinnerup. 

Ifølge Kim Kinnerup betyder det dog ikke, at Genslib skal gå ned i antallet af medarbejdere: 

-Robotterne vil give basis for at ansætte flere i virksomheden. Mange tror, de tager folks arbejde, men der skal jo være nogle til at fodre robotterne med varer og efterjustere dem. Jo flere elementer, vi kan få igennem produktionen, jo flere hænder skal vi bruge. 

Fakta:
Digitale veje til Vækst er finansieret af EU-midler og ledes af et projektsekretariat i Zealand (tidligere Erhvervsakademi Sjælland). 

Formålet er gennem konsulentbistand at identificere styrkepotentialer med digitalisering. Det kan f.eks. være softwarekompetencer, online tilstedeværelse, brug af digitalt styrede maskiner og meget mere. 

Stevns Erhvervsråd har samlet 6 virksomheder i et erfaringsnetværk om CNC-maskiner, hvoraf de 4 er med i Digitale veje til Vækst. Forløbet gennemføres i tæt samarbejde med Jette Mølholm fra Funding2Learn, som også står for hovedparten af sparringen med de enkelte virksomheder. 

Corona fik psykolog til at udbyde terapi over internettet

Psykolog Annette Lando havde længe gået med idéen om at udbyde psykologhjælp over internettet. Da corona-nedlukningen umuliggjorde fysisk kontakt med hendes klienter, blev det anledningen til at undersøge, om online-terapi kunne være en løsning. 

Det har været nogle stille måneder i klinikken under coronakrisen. Ikke blot fordi, klienterne ikke måtte komme fysisk ind i klinikken, men også fordi, der kommer færre henvendelser fra lægen. Det, tror psykolog Annette Lando, skyldes, at folk ikke er gået til lægen i så høj grad som før coronakrisen. 

Derfor krævede det nytænkning, og det tog faktisk ikke mere end en dag for Annette Lando at implementere et nyt, digitalt system, der skal gøre det muligt at holde konsultationer over internettet: 

-Jeg satte det i gang samme dag, som landet lukkede ned. Jeg havde tænkt over det før, men Region Sjælland havde en række restriktioner, som de nu har lukket op for. Jeg undersøgte nogle forskellige platforme og valgte et system, der var gode erfaringer med, fortæller Annette Lando. 

Folk skal vænne sig til det
Annette Lando var først selv lidt skeptisk om hvorvidt, det nu var en god løsning rent fagligt at udbyde konsultationer over internettet, men hun blev positivt overrasket: 

-Det fungerer rigtig godt. Fortroligheden er sikret via kryptering, og man snakker jo med et rigtigt menneske, så det er bare teknologiunderstøttet terapi, fortæller Annette Lando. 

Dog skal klienterne lige vænne sig til, at man skal sidde foran en computer, telefon eller tablet for at have en samtale med sin psykolog: 

-Folk skal lige vænne sig til det. Det kan virke lidt fremmedgørende, hvis man ikke har prøvet det før. Men så siger jeg, at vi da lige kan prøve det, og når de så har logget ind første gang, kan de se, at det ikke er så svært. Så er det også rarere at vi kan se hinanden i stedet for at tale over telefonen, fortæller Annette Lando. 

Stevns er klar til digital psykologhjælp
Selvom, det er noget nyt, har en række af Annette Landos klienter allerede taget tilbuddet til sig, og det har haft stor betydning for hendes virksomhed:

-Det har betydet, at jeg har kunnet have min virksomhed kørende på et lavere blus, selvom jeg har fået færre henvendelser. Jeg regner med fortsat at udbyde videokonsultationer efter krisen, for det er praktisk for mange, at de f.eks. ikke skal køre ind til klinikken. Jeg tror faktisk, stevnsboerne er ved at tage internetbaseret terapi til sig. Der er mange gode grunde til at rykke online, og det er en tid lige nu, hvor mange alligevel vænner sig til at bruge nettet mere socialt.

BusinessByHeart: Når det stormer, må man sætte vindmøller op

Coronanedlukningen var en trist nyhed for BusinessByHeart, der var klar til at invitere til åbning af nye kursuslokaler og en kommende sæsons program. Der skal dog lidt mere til at få virksomhedsejer Pernille Platener har dog været hurtig til at tilpasse sig situationen. 

De havde ellers lige lagt sidste hånd på istandsættelsen af det gamle frugtlager, og nu står et rustikt og hyggeligt lokale klar. Pernille Plantener var klar til at invitere til en stor åbning af lokalerne, da nyhederne om corona kom frem: 

-Det er så ærgerligt, for vi har arbejdet på det i over et år. Vi havde håbet på at holde en god åbningsfest og på at være synlige til Sol over Stevns, men så må vi jo finde på noget andet. Vi må nok satse mere på markedsføring på Facebook, fortæller Pernille Plantener. 

BusinessByHeart fik i en fællesansøgning med virksomheden Stjernemälden sidste år tildelt 124.000 kr. til at etablere et kursuslokale, det står klart nu, samt et shelter og andre faciliteter i terrænet, der kommer i løbet af det kommende år. 

Pernille Plantener og Annette Nielsen foran Frugtlageret, der står klar til åbning.
Pernille Plantener og Annette Nielsen foran Frugtlageret, der står klar til åbning.

Fik midler til corona-saloner
Pernille Plantener så hurtigt, at folk havde brug for at tale om frustrationerne i forbindelse med corona, og derfor tog hun initiativ til at holde såkaldte corona-saloner, hvor alle, der har lyst til at deltage, kan få støtte i perioden: 

-Det er summen af de mange små ting, der plager folk. Mange oplever lidt ængstelse, er bange for at smitte andre og oplever, at de bliver irriterede over usikkerheden og over ikke at f.eks. kunne gå i træningscenteret som før. Det er summen af de mange ting, fortæller Pernille Plantener. 

Hun har også søgt tilskud fra Velliv Foreningen, der har lavet en pulje specifikt for corona-initiativer, hvor hun har fået tildelt 15.000 kr. til at afholde aktiviteter for. Hun har nemlig ikke tænkt sig at lade sig slå ud af den svære periode: 

-Jamen, når det stormer, sætter jeg vindmøller op i stedet for at gå i ly, siger Pernille Platener. 

Ny sæson og nye erhvervssamarbejder
Corona-krisen falder netop samtidig med lanceringen af den gamle frugtplantage “Engen”, so kursus- og aktivitetssted, og den kommende sæsons workshops, der dækker over temaer som “Empati, nærvær og grænser med IVK”, “Børn, natur og nærvær” samt “Overgangsritual for kvinder 45+”. 

Heldigvis rummer den gamle frugtplantage en smuk og varieret natur, og det betyder, at de fortsat vil kunne afholde aktiviteter henover sommeren – med behørig afstand, naturligvis. Så arbejder BusinessByHeart også på at lave samarbejder med lokale overnatningssteder: 

-Jeg var til nytårskuren i Verdensarv Stevns Partnerprogrammet og fik en idé med et lokalt overnatningssted om, at vi kan holde parterapi-weekend for folk. Så kan de overnatte et lækkert sted med god mad og få adgang til terapisessioner og stille naturoplevelser i Frugtlageret, fortæller Pernille Plantener. 

Frugtlageret byder altså indenfor til en sæson med mange aktiviteter, som stevnsboerne kan se frem til: 

-Nu har vi pudset vinduerne og malet flagstangen. Nu kan I bare komme! 

Salon Klint: Det er dejligt, at vi har været savnet

Salon Klint i Store Heddinge åbnede i mandags op for igen at kunne modtage kunder, men der er stadig meget fokus på afstand og rengøring. Det er dog klart, at kunderne er glade for igen at kunne få trimmet lokkerne. 

Der er travlt i butikken efter, Salon Klint igen kunne åbne dørene op for kunderne. Døren går og telefonen ringer, så hverdagen ligner sig selv lidt igen i butikken, mener indehaver Charlotte Klint Hviid, der har haft butikken i over 20 år. 

-Jeg tænkte godt, man ville blive savnet, men jeg havde ikke regnet med, det ville være så meget. Frisører er jo nogen, man ikke tænker så meget over i hverdagen og forventer, bare er der. Det er dejligt at mærke, at vi er meget savnet, fortæller Charlotte Klint Hviid. 

“Vildt” at lukke
I midten af marts annoncerede regeringen, at de liberale erhverv skulle holde lukket for at forhindre spredning af corona, og det var en stor omvæltning for den lille butik: 

-Det har været vildt. Vi havde taget en masse forholdsregler inden og var begyndt med ekstra rengøring, men man kunne godt fornemme, det ville gå den vej. Kunderne blev nervøse og meldte fra. Vi vidste ikke hvor længe lukningen, ville vare, og så lige pludseligt meldte de ud, at vi skulle i gang igen, fortæller Charlotte Klint Hviid. 

Styr på økonomien skabte stabilitet
Selvom, det har været hårdt at skulle holde lukket, har det endnu ikke haft de overskuelige økonomiske konsekvenser for salonen, som de havde frygtet. 

Den 20 år gamle forretning var nemlig godt rustet, og Charlotte Klint Hviid har også sat sig godt ind i, hvordan hun kunne søge regeringens hjælpepakker til virksomheder, der holdt tvunget lukket: 

-Jeg har været i branchen i mange år, og jeg har altid gået med livrem og seler, så jeg var godt rustet. Hvis jeg kun havde været i gang i 5 år, ville det ikke været gået. Jeg har søgt hjælpepakkerne, men vi har ikke fået penge endnu, fortælle Charlotte Klint Hviid. 

Hun fortæller, at hun er bekymret for, om der kommer endnu en lukkeperiode, og om staten vil have nok midler til flere hjælpepakker. Uden hjælpepakker, kan butikken ikke klare den.

Godt at være i gang igen
Et par dage efter genåbningen er der hverdag i butikken igen, selvom nogle ting er forandrede. Børnene har ikke noget legetøj at lege med, mens mor får ordnet hår, og der er heller ikke kulørte blade at bladre igennem, mens man venter: 

-Vi følger jo sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Vi sørger for, at der er afstand mellem kunderne i butikken og har meget fokus på rengøring. Vi har fået travlt igen, og er bookede op til lidt længere ud i fremtiden end normalt, så vi er heldige, siger Charlotte Klint Hviid. 

Nye, forbedrede hjælpepakker til virksomheder: Disse ændringer skal du være opmærksom på

Finansministeriet har fremlagt en udvidelse af de eksisterende hjælpepakker. Både kompensationspakkerne til hhv. løn, faste omkostninger og mindre selvstændige samt freelancere forlænges frem til 8. juli. Desuden justeres flere af pakkerne, så flere virksomheder kan få glæde af dem. Få her et overblik over de største ændringer i pakkerne: 

 

Midlertidig kompensation til faste omkostninger:

  • Ordningen forlænges med 1 måned
    Ordningen forlænges med en måned, fra 8. juni til 8. juli. Virksomheder, der ønsker at benytte forlængelsen, skal søge igen. Ansøgning skal vedlægges erklæring fra en revisor.
  • Minimumskrav for omkostninger nedsættes
    Tidligere har der været krav om, at en virksomhed minimum skal have 25.000 kr. i faste omkostninger på en 3 måneders periode for at kunne søge om refusion. Kravet er nedsat til 12.500 kr., og dermed kan flere virksomheder søge.
  • Omsætningstab fra 40% til 35%
    Tidligere har man skullet kunne sandsynliggøre et omsætningstab på 40% eller derover for at komme i betragtning til ordningen. Det er nu nedsat til 35 %, og dermed kan flere virksomheder søge.
  • Loft på 60 mio. hæves
    Den samlede kompensation, der kan udbetales til en virksomhed, hæves til 110 mio. kr. Hertil medfølger en klausul om, at der i virksomheder, som modtager over 60 mio kr. i kompensation, ikke må udbetale aktieudbytte eller foretage aktietilbagekøb i regnskabsårene 2020 og 2021.
  • Virksomheder med underskud
    Virksomheder med underskud i regnskabet i 2019 har hidtil fået modregnet underskuddet i den støtte, der kunne udbetales. Denne problematik vil man forsøge at imødegå ved at åbne op for, beregningen af omsætningstabet kan laves med udgangspunkt i et andet regnskabsår end 2019, hvis det er muligt.

Læs mere og find ansøgningsmodul

 

Lønkompensation

  • Løntilskud opjusteres til 30.000 kr.
    Ordningen blev allerede i slutningen af marts opjusteret, så lønomkostninger til funktionærer (tidl. 23.000 kr.) og timelønnede (tidl. 26.000 kr.) kan kompenseres med op til 30.000 kr. Der kan fortsat kompenseres med 75% af lønomkostningen til funktionærer og 90% af lønomkostningen til timelønnede. Lønkompensationen kan benyttes af virksomheder, der vælger at hjemsende mindst 30% af medarbejderne uden at fyre dem.
  • Forlængelse af ordningen frem til 8. juli
    Også lønkompensationsordningen forlænges med 1 måned.

Læs mere og find ansøgningsmodul

 

Kompensation til mindre selvstændige og freelancere / kompensation for tabt omsætning

  • Forlængelse frem til 8. juli
    Virksomheder, der allerede har søgt, skal søge igen for at udnytte forlængelsen.
  • Fra loft på 10 medarbejdere til loft på 25 medarbejdere
    Tidligere har ordningen været gældende for virksomheder med 10 ansatte ud over ejer og ejers ægtefælle. Grænsen er hævet til 25, således at større virksomheder med op til 25 ansatte ud over ejer og ejers ægtefælle kan søge.
  • Forhøjelse af kompensationsgrad til 90 %
    Tidligere kunne man opnå kompensation på op til 75 % eller maksimalt 23.000 pr. ejer. Procentsatsen er hævet, så man kan opnå kompensation på op til 90 % af sin omsætning. Op til fire ejere kan opnå kompensation i en virksomhed. Man kan også søge om kompensation til medhjælpende ægtefælle.
  • 100 % hvis man har været tvunget lukket i tvungen lukkeperiode
    Virksomheder, der har været tvunget til at holde lukket, kan opnå op til 100 % kompensation for den periode, hvor de har været tvunget lukket. 
  • Søg 3 eller 4 måneder
    Virksomheder kan vælge at søge om kompensation for 3 måneder eller 4 måneder.
  • Virksomheder kan søge igen
    Virksomheder, som allerede har søgt og fået godkendt en kompensation for 3 måneder kan søge om den 4. måned. Virksomheder kan samtidig ansøge om at få deres kompensation justeret med tilbagevirkende kraft i forlængelse af de højere kompensationsgrader.

Læs mere og find ansøgningsmodul

 

Støtte ved kombination af selvstændig og deltidsarbejde
Personer, der kombinerer selvstændigt virke med deltidsarbejde og derved kombinerer deres indtægter i a-og b-skatteforhold, har hidtil haft svært ved benytte sig af kompensationsordningerne. For eksempel kan man have været hjemsendt fra timelønnet deltidsarbejde uden løn og samtidig opleve omsætningstab i sin virksomhed, som ikke har stor nok opsætning til at benytte hjælpepakken for mindre selvstændige. Her kommer den nye ordning til hjælp.  

Nu kan man få kompensation på op til 90% af det forventede kombinerede a- og b-indkomst, sammenlignet med sidste år, dog maksimalt 20.000 kr. pr. måned (skattepligtigt)

Læs mere og find ansøgningsmodul

 

Styrket likviditet til virksomhederne i form af rentefri lån
Lån den sidste momsrate, du betalte: Den senest indbetalte momsrate kan stilles til rådighed som rentefrit lån. Den momsrate, der blev indbetalt 2. marts i år – uanset om, den er for 2. halvår 2019 eller 4. kvartal 2019 – kan den indbetalende virksomhed søge om at få stillet det til rådighed som et rentefrit lån. 

Lønsumspligtige virksomheder kan tilsvarende optage lån tilsvarende en fjerdedel af overskudsbaseret lønsum fra 2019, såfremt man indbetaler lønsumsafgift efter metode 4. 

Læs mere og find ansøgningsmodul

 

Mere information
Oplysningerne her stammer fra https://www.fm.dk/~/media/files/nyheder/pressemeddelelser/2020/04/corona-1804/faktaark_hjaelpepakke-til-dansk-oekonomi.ashx?la=da

Nærmere vilkår og betingelser for udvidelser og justeringer i ordningerne vil blive udfoldet nærmere på virksomhedsguiden.dk.

Ordningerne skal søges via virk.dk – hav tålmodighed. Selvom der kan være kø på siderne, kommer man igennem.

Få hjælp
Er du i tvivl om, hvad ændringerne betyder for din virksomhed, står vi naturligvis til rådighed med hjælp. Kontakt Iværksætter- og virksomhedskonsulent Jesper Yde Knudsen på 21221765 eller jesper@stevnserhvervsraad.dk 

Stevns Erhvervsråd får ny turismekonsulent

Det er en lokal stevnsbo, der skal starte som seniorerhvervskonsulent med fokus på turisme i Stevns Erhvervsråd. Johan Bache kommer med erfaring fra blandt andet Lalandia, Chokolade Compagniet, der var en af Claus Meyers virksomheder, samt Hotel Sørup Herregaard. 

Der er gang turismen på Stevns. Der var i 2019 15,5% flere overnattende turister sammenlignet med året før, og det er markant højere end landsgennemsnittet. I Stevns Erhvervsråd har vi, takket været støtte fra Stevns Kommune, en medarbejder dedikeret til at arbejde strategisk med at udvikle turismen på Stevns.
Fra april 2020 får Johan Bache mulighed for at videreføre de mange gode iniativer, der er gang i.

-Jeg glæder mig til at møde en masse spændende mennesker og i samarbejde med dem udvikle turismen på Stevns. Stevns er fantastisk og her blomstrer en livsbekræftende energi, siger Johan Bache. 

Ensrettet markedsføring af Stevns 

Johan Baches mange års erfaring med markedsføring bliver en fordel, for der skal i den kommende periode skabes en mere klar og ensrettet markedsføring af Stevns: 

-Jeg vil gerne være med til at gøre det endnu tydeligere, hvad Stevns kan, ved at skabe en samlende, kommunikativ indsats.Vi skal samarbejde om at synliggøre Stevns som destination ud fra nogle stærke, grundlæggende værdier, fortæller Johan Bache. 

Det er også én af årsagerne til, at erhvervschef Thomas Christensen glæder sig til at få Johan Bache med ombord: 

-Johan Bache kommer med en god, relevant erfaring fra turismebranchen, som han vil kunne sætte i spil for vores lokale virksomheder. Han har også en stærk baggrund i markedsføring med en høj grad af kundeforståelse, så det kan være med til at vækste vores lokale turismevirksomheder. Herudover er Johan Bache lokal, og det mener jeg bestemt er en fordel, nå vi nu skal ud at levere på indsatserne. Det er indsatser, hans forgænger har lavet forarbejdet til, så Johan Bache nu kan sætte fuld tryk på at eksekvere, siger Thomas Christensen. 

Bygger ovenpå strategien 

De kommende aktiviteter bygger ovenpå det eksisterende arbejde, hvor den nu afgående turismekonsulent, Niels Frederik Lund, arbejderede på at styrke markedsføringen af Stevns samt at udvide udbuddet af oplevelser for turister. Johan Bache skal være med til at implementere de kommende faser af turismestrategien. 

-Vi har nogle enestående attraktioner som en solid basis for udviklingen, men mindst lige så spændende er mangfoldigheden af oplevelser, de bæredygtige virksomheder og ildsjælene. Det er grundlaget for fremtidens turisme, som skal skabes under hensyntagen til vores smukke natur og de lokale beboere. Stevns har meget at byde på, siger Johan Bache.

Johan Bache tiltrådte stillingen mandag d. 23 marts 2020.

Har du brug for sparring til dit turismeprojekt?
Skriv til johan@stevnserhvervsraad.dk eller ring på 23741425. 

Kom i gang med TripAdvisor og Google My Business

Kunne du godt tænke dig at styrke din online markedsføring af din virksomhed? Så er dette måske noget for dig! 

Flere og flere turister bruger værktøjer som TripAdvisor og Google til at vælge alt fra destination til aktiviteter på en ferie. De læser anmeldelser på f.eks. hoteller, attraktioner og restauranter til at finde ud af, hvor de gerne vil hen på deres ferie. Din virksomhed bliver måske allerede anmeldt af kunder uden, du ved det.

Nu kan du lære, hvordan du kan få bedre kontrol over det, der bliver formidlet om din virksomhed på internettet og skabe en mere proaktiv markedsføring og service overfor potentielle kunder.

I to videoer kan du lære: 
– At tager ejerskab for din virksomhed på TripAdvisor
– At oprette din virksomhed på Google
– At besvare spørgsmål og anmeldelser fra dine kunder
– At arrangere billeder på din profil, så din virksomhed fremstår attraktiv

Underviseren
Kurset bliver afholdt af turismekonsulent Niels Frederik Lund fra Stevns Erhvervsråd. Niels Frederik Lund har mange års erfaring med turisme fra Albatros Rejser, Gislev Rejser og Marco Polo. Herudover har han lavet en Ph.d. i samarbejde med Visit Denmark, der handler om turisters brug af sociale medier til at fortælle om deres oplevelser.

Introduktion til TripAdvisor: 

 

 

Introduktion til Google My Business: 

 

 

Arrangementer

Fri 11

Omvendt betalingspligt på moms

Gratis
|
11. December kl. 15:00 - 16:00
Tue 15

Få nyt portrætfoto

kr. ex. moms600
|
15. December kl. 09:00 - 16:00
Se flere