Der ligger et kæmpe potentiale for både erhvervslivet og samfundet, hvis små og mellemstore virksomheder begynder at ansætte akademikere. Nye tal viser, at den første akademiker i en virksomhed skaber 38% højere værditilvækst og mellem fire og fem nye arbejdspladser efter blot tre år.

Det er dokumenteret viden, at det skaber vækst og arbejdspladser i små og mellemstore virksomheder, når de ansætter den første akademiker i deres virksomhed. Ny analyse lavet af Epinion for Akademikernes A-kasse og Djøf viser da også, at akademikerne udgør et kæmpe vækstpotentiale for mindre virksomheder.

Analysen er lavet på baggrund af data fra Danmarks Statistik, og her viser tallene klart og tydeligt, at tre år efter SMV’erne har ansat deres første akademiker, er virksomhedens værdi vokset med 38% og har i gennemsnit 4,5 flere ansatte end sammenlignelige virksomheder uden akademikere ansat. Desuden stiger overlevelsesevnen med 2,2% for virksomheder, der ansætter deres første akademiker.

Der er altså en stor gevinst at hente for de SMV’er, der ansætter deres første akademiker. Den øgede værditilvækst giver flere penge på bundlinjen og dermed flere penge i virksomhedsejernes lommer.

Tusindvis af nye arbejdspladser

Den nye analyse viser desuden at selv en lille stigning i antallet af SMV’er, der ansætter akademikere, kan gøre en kæmpe forskel for samfundet. Hvis antallet af SMV’er der har mindst en akademiker ansat stiger fra 20 til 30 procent, vil det skabe potentiale for 55.000 nye arbejdspladser, hvilket betyder 14,7 milliarder kroner mere i værditilvækst for samfundet.

– Selvom vi i Akademikernes A-kasse godt vidste, at akademikere skaber job, så er vi overraskede over analysens resultat. 55.000 nye job plus milliarder af kroner i ny vækst til samfundet er en frugt, der er værd at plukke. Og den hænger ikke engang ret højt på træet. Omkring 10.000 ud af Danmarks godt 100.000 små og mellemstore virksomheder skal blot ansætte deres første akademiker, og så er vejen banet, siger Allan Luplau, formand for Akademikernes A-Kasse.

Støtteordninger

Er du parat til at tage del i den vækst, øgede overlevelsesevne og bedre bundlinje, der følger med at ansætte en akademiker, så er der flere måder, du kan komme i gang på.

Der eksisterer en række tiltag, som netop sigter mod at få akademikere i job i de små og mellemstore virksomheder og ordninger, der giver virksomhederne mulighed for at modtage støtte til at ansætte en akademiker. Sådanne projekter kan være med til at afklare, hvad en akademiker kan gøre for den enkelte virksomhed inden en egentlig ansættelse.

I efteråret sidste år kom en ny pulje til mindre virksomheder i landdistrikterne, deriblandt Stevns Kommune, der gør det muligt at modtage støtte til at ansætte sin første akademiker i et projektforløb i op til to år. Derudover findes InnoBooster-ordningen fra Innovationsfonden, samt Akademikerkampagnen, der rådgiver virksomheder og akademikere, og hjælper dem med at skabe et godt match.

Du kan altid kontakte Stevns Erhvervsråd, hvis du har brug for at få afklaret, hvordan en akademiker kan hjælpe dig og din virksomhed. Iværksætter- og virksomhedskonsulent Jesper Yde Knudsen sidder klar til at svare på dine spørgsmål på tlf. 2122 1765 og jesper@stevnserhvervsraad.dk.